new icn messageflickr-free-ic3d pan white
View allAll Photos Tagged jyllandsposten

tingbjerg school, copenhagen.

architect: steen eiler rasmussen, 1964-1970

 

the ongoing vandalism in copenhagen and other Danish towns at the hands of groups of young muslims was provoked by the re-publication in all major Danish newspapers of the infamous jyllandsposten cartoons. every night sees new fires, yet none of them as serious as the press make them appear.

 

I had to go see the remains of last night's biggest fire, steen eiler rasmussen's tingbjerg school, for myself. at first, the newspaper web sites reported that half the school had burnt down. in fact, only a few rooms were destroyed. the photo shows the full extent of the damage, approximately 300 square meters according to the copenhagen fire department.

 

the re-publication of the cartoons - which could appear to some as the press producing their own news - was in turn provoked by the announcement from the Danish secret service that they had thwarted the assassination of one of the cartoonists.

 

apparently, the secret service intervened so early in the planning of the murder that very little evidence was secured. new draconian anti-terror laws mean that the accused men will not be brought to trial in denmark but instead simply extradited to their country of origin, in this case a north african nation with - according to amnesty international - a history of using torture.

 

the murder plans, quite correctly classified by the authorities as terrorism, are part of an international agenda that we have very little influence on in denmark, I believe, cartoons or no cartoons. but the fact that kids across the country might think arson the best way to express their beliefs and be heard is a real blow to the welfare state. denmark has never been richer or known less unemployment than today, yet here is a large group, entirely marginalized, whose actions seem rooted in the deepest hopelessness.

 

something rotten indeed.

agnes looking at iran...this is our final upload from isfahan for now. thank you all for your comments and for stopping by :)

 

we recommend isfahan to everyone. it is an easy place to be a tourist and safe, apart for the traffic - something very disturbing happens when iranians get behind the wheel.

 

all the people we met were kind and a great many of them treated us with real warmth and interest - I have only ever experienced such hospitality once before, in damascus. (texas comes third).

 

agnes was the natural centre of attention and we were often asked why our daughter was japanese. only once did I succumb to the lazy answer, "its a miracle". the idea of foreign adoption is not well known in iran but always well received when explained. "the work of God", people called it and we had a hard time explaining that agnes was with us because we had longed for her and not out of charity. you try telling that, using only sign language and your school german.

 

back in copenhagen, agnes now waves to all women wearing scarfs. I can't help thinking that she has cast her vote in the ongoing and demeaning public debate about muslim dress code that we have suffered in denmark these past years.

 

the cartoon scandal that made us postpone our trip some time ago, well, the iranians are very cool about that. the demonstrations and the burning of the embassies were all arranged "from above", anyway.

 

the pan-islamic boycott of Danish goods, however, was a real, popular protest. once we stopped by a small shop to buy bottled water, the owner responded to our being Danish with the words, "ah denmark, I used to sell cheese from there", which I found was an elegantly oblique way of saying a lot without offending anyone.

 

I grew up in a part of denmark where jyllandsposten is the main newspaper. contrary to the picture they were allowed to paint of themselves in other media, it is a racist and islamofobic paper - sadly mirroring the general opinion in the area. the people jyllandsposten were up against were even more bigoted, the whole thing reminding me of george orwell's warning sometime in the 1930's, "the future belongs to the fanatics".

 

these days, the front page belongs to the fanatics and it shouldn't. it is the unholy marriage of greed-driven sensationalism and power-hungry fanaticism.

 

the "supreme leader" of iran stated at the time that a zionist conspiracy was to blame, which is ironic considering the anti-semitic past of jyllandsposten. but then again, how was he to know when no-one in denmark remembers any longer?

 

none of the above is to be understood as an endorsement of the current iranian regime, those people are crooks for sure; only as a reminder not to mistake the population for the dictatorship itself which seems to happen a lot in western propaganda.

 

if you are interested in what went wrong in middle east and central asian politics, I recommend robert fisk's brick of a book "the great war for civilisation: the conquest of the middle east", ISBN 1400075173. it is a lot easier to read than the laboured title suggests.

 

for pure weirdness, try the blog of iranian president ahmadinejad...you know, the guy with the lesser beard: www.ahmadinejad.ir/ - it must have the most liberal policy concerning comments in the history of blogs.

  

Mohammed cartoon from JyllandsPosten

www.colonel.dk

 

--------text about the exhibition 1995 ---

 

Westman Hertz, Karen, offer for en samler, Torpedo, 9/1995 (R)

 

www.colonel.dk

 

----------

 

Offer for en samler

 

Han dissekerer de trykte medier, skamklipper soldater og fastnagler sportsstjerner med hæfteklammer. Et særpræget møde med den excentriske franske fotograf og konceptkunstner Thierry Geoffroy alias Colonel under hans seneste udstilling i København.

 

På døren til Fotografisk Galleri i Absalonsgade 11 hænger en seddel: La bombe atomique – en stadig voksende udstilling. Guided tour klokken 20. Guided tour? Det lugter af grisefest og charterferie. Men kunstneren Colonel har ikke mange ligheder med de polerede aspiranter fra Tjæreborgs turistakademi. Han er derimod fotografen, man altid ser knokle rundt i bybilledet iført kamera, rygsæk, hornbriller og en hurtig finger på aftrækkeren. Og denne tirsdag after fører Colonel altså mig og en håndfuld andre tilfældigt forbipasserende rundt i sin lille, men mangfoldige udstilling, som viser han sit hjem frem for middagsgæsterne.

Vi står på gaden foran alleriet, hvor rundvisningen begynder. I vinduet hænger lange rækker af avisudklip fra Politiken og Berlingske.

”To tilfældige aviser som alle læser uden at føle hverken det ene eller det andet.” Colonel peger på den øverste række, hvor vejrudsigten for de sidste to ugers tid hænger i dateret rækkefølge. ”Vejrudsigten er det eneste, som folk er umiddelbart skeptiske overfor i avisen. Et enkelt blik, for så straks at sige: Hmm, ja, lad os nu se...”

Under hver vejrudsigt hænger billeder fra samme dags avis, samlet ud fra kriteriet soldater. Blå baretter pryder soldaternes hoveder på de sort/hvide fotografier, og improvisationen klæder både soldaterne fra ex-Jugoslavien og Saddam H. Mere blå, fred?!

”Billederne fra Jugoslavien er interessante, fordi de alle er iscenesatte, der er ingen snapshots. De fotograferede soldater er bevidste om, at der bliver taget billeder.” Flere af soldaterne har endda nået at finde den rette grimasse, smilet, frem eller er blevet placeret sammen med et par børn. Smilende børn. Krigens kornfede lykkelige børn.

”Jeg samler. Det er min opgave. I'm a colæctør”, siger Colonel på et engelsk der minder om tv-serien Allo Allo. ”Samlingen er en måde at give tingene ny mening på. Måske bemærker folk selv disse detaljer i aviserne dag for dag, men når jeg hænger dem op på denne måde og sætter dem ind i en sammenhæng, bliver det helt tydeligt. Samlingen får mening, udsiger noget om denne krig, om medierne.”

Et flakkende blik. Selvom Colonel i høj grad er til stede, har han forbandet travlt. Alt hvad der rører sig på gaden får et var-det-noget-man-kunne-bruge-blik, imens han snakker videre.

 

KUNST MED MENING

Colonel peger igen på udklippene i vinduet. ”Man anklager ofte kunstnere for ikke at have nogen holdning til aktuelle problemstillinger. Her viser jeg min mening. Det er ikke, nogen stor mening, men det er en mening.”

Kunstneren som nyhedskommentator, værket bliver en kommentar om mediemanipulation, politisk virkelighed og almen afmagtsfølelse. Det er altså ikke løgn, kunstnere har også meninger.

”Selvfølgelig har alle kunstnere stærke meninger, men de har normalt svært ved at udtrykke dem ligeså umiddelbart, som en journalist kan gøre det. Kunstnerne kan have en generel følelse for, hvad der foregår. De kan udtrykke følelser som frygt, men hvis de vil sige nogle skarpe ting om, hvad der foregår præcis i dag, lige netop i dag, har de ikke mange muligheder for at offentliggøre det gennem deres arbejde. Hvad jeg prøver at gøre her er at placere kunstneren som journalist. Min udstillingsteknik er at gøre det gennem avisen.”

Kunst til tiden? Associationerne vælter ned. Jeg forestiller mig, hvordan fremtidens kunstnere E-mail'er installationerne, fax'er malerierne og sender skulpturer ud igennem lyslederkablernes tynde tråde.

”Internet og telefax er nye muligheder, men ud over at det måske ikke lige er mit område, har disse medier også et helt andet publikum. På denne udstilling er det for eksempel primært folk fra Vesterbro, der bare kommer forbi”, Colonel nikker ned ad gaden. ”Det er mennesker der ser showet udefra, fordi de går ned ad gaden, dopedealers, junkies, hvad som helst. Og jeg tror ikke, at de har adgang til Internet.”

 

PINK PROPAGANDA

Endelig genner Colonel os op ad trappen og ind i det lille galleri. På den ene væg er en lang stribe af avisfotografier sat op på række. Udstillingens titel La bombe atomique er, ud over dens aktualitet, svær at forbinde med selve udstillingen, men følelsen af systematiseret kaos er ikke til at komme udenom. Ihærdigt prøver jeg at gennemskue avisudklippenes sammensætning for at finde dette system. Billeder af flygtninge, et hærget toilet, et forelsket par. Der er sjuskemærker efter saksen og knappenåle i hjørnerne. Sommerfuglevinger.

Med små skridt cirkulerer jeg rundt i galleriets to rum. Flere elementer har reklamen i sig. En sportsmand er gået til grunde i slogans og logoer og er blevet et reklameskilt uden ansigt, øjnene er skjult under hæfteklammer. En række gamle fotografier fra Danmarks besatte periode. Billederne skildrer vinduesudstillinger fra et tysk turistbureau i København med reklamer for Tyskland, tyske varer og film med titler som Gasmanden slår til igen! Colonel forklarer:

”Når vi ser på disse gamle billeder, definerer vi dem som historie. Og selvom avisudklippene i vinduet også gulner i løbet af et par dage, og vi derfor tvinges til at opfatte dem som historiske, er det en helt anden måde vi opfatter dem på...”

En mandshøj reklameplakat for Jyllandsposten hænger på væggen ved siden af. En asiatisk soldat og hans kone forenes/tager afsked, barnet har en pepsi i hånden. Foran plakaten står en lyserød militærhjelm. Colonel griner fjoget og tager hjelmen på hovedet:

”I sidste ende er det jo showbizz det hele, medierne og udstillingen, derfor har jeg malet hjelmen Hollywood-pink!”

 

OFFENTLIGT PRIVATLIV

Bagved Colonel og den lyserøde hjelm får jeg øje på endnu en reklame. Det er en forside til et turistkatalog for Danmark sat op som plakat. En lyshåret kvinde med et barn, smilende danske sidder de foran Den lille havfrue.

”This is my wife... Jeg arbejder jo som kommerciel fotograf, og så synes jeg ligeså godt, man kan mixe det hele sammen.”

Okay, det forstår jeg, tre ingredienser: det kunstneriske, det kommercielle og privatlivet.

”Mit private liv er en vigtig del af hele showet. På nogle udstillinger sover jeg for eksempel på stedet, men på denne er vejret godt, og så tager jeg på stranden”, siger Colonel og fortsætter:

”Og hvis der sker noget, der gør mig gal, så kan jeg gå i strejke, hvilket vil betyde, at jeg vender alting om, så man ikke kan se, hvad der er på væggen. Du ved, der er noget, men du kan ikke se meningen. Eller jeg kan stoppe showet, fordi jeg bliver paranoid, deprimeret og fuld af angst, sa beder jeg folk om at holde øje med avisreklamerne på busstoppestederne i stedet for at se mit show – måske vil de få mere ud af det. På denne måde udtrykker jeg mig løbende gennem udstillingen, jeg laver en slags åben dagbog, og folk kan tjekke det ud eller ej. Udstillingen forandrer sig således hele tiden, fra dag til dag. Og derfor er det selvfølgelig bedst at komme her hver dag, hvis man vil se hele udstillingen.”

 

BESKÅRET VIRKELIGHED

Colonels tale fortaber sig et øjeblik i baggrunden. En mølædt lugt af pulterkammer hiver mig i næsen. På gulvet står to gamle kufferter. De er lukkede, men må gerne åbnes, hvis man da er den nysgerrige type. Nede i ligger mapper med udklip og anden dokumentation fra tidligere udstillinger og happenings. Ivrigt trækker Colonel et par eksempler frem, det er en del af hans liv, hans samlede værker, der ligger der i bunkerne.

I et af projekterne har Colonels mål været at få flest mulig af sine egne billeder trykt i medierne, og her er blade som ”Kig og Køb” perfekte. Man kan få trykt billeder af hvad som helst; et pissoir, et campingsæt. Eller rubrikken Hurra! I Politiken, for småøre kan man få hele befolkningsgrupper i tale. Mediet bliver et galleri i sig selv. Projektets anden funktion er at dokumentere, hvordan alle medier beskærer deres billedmateriale, som det passer dem. Colonels kone er skåret væk fra originalbilledet af den tilsalg-satte gryde. Men det er vel ret logisk, selvfølgelig skæres billederne til, det ved alle da?

”Nej, ikke alle... og informationer bliver jo også beskåret!” Jeg aner lidt irritation over min banalisering af kunstnerens arbejde.

”Billederne her er blot eksempler og beviser. Alle ved, at folk snyder i skat, men somme tider kontrollerer man det alligevel. Og det er det, jeg gør med medierne i dette projekt.”

Colonel kritiserer medierne og bruger dem samtidig som arbejdsredskaber.

”Kunstneren findes kun i samspillet med medierne. Derfor udstiller alle kunstnere anmeldelserne af deres egen kunst, normalt ved udstillingens indgang. Jeg havde en udstilling, hvor jeg kopierede alle anmeldelser over på transparent papir og satte dem op i et sejl, fordi de jo fungerer som et spejl på, hvad jeg laver. Man læser anmeldelserne og opfatter derfor kunsten gennem medierne. Udstilling af artiklerne er således en del af konceptet, en del af showet.”

 

MED EN NÅL I VINGEN

”Collection, ja, det er en sygdom, du ved, at samle...”. Colonel trækker på skuldrene og lukker kufferterne igen.

”Mit næste skridt er at arkivere alle disse samlinger – og arkivering er ret problematisk. På billedbureauerne har de også problemer med arkiveringen. Hvad gør man, hvis et billede er fra Afrika, men måske handler om frihed eller ensomhed. Og hvis jeg tager et ord som turisme, kan jeg samle billeder af mit famlieliv, min kone, mit job som fotograf, foto fra nazisternes turistkontor, ting jeg har lavet i Bangkok etc.!” At samle handler om at arkivere. Colonel fortsætter:

”Men først og fremmest skal denne udstilling ligesom de andre samlinger gemmes og i et album – det er ligesom at samle frimærker. Alt kommer i arkiv. Alting ender i kufferterne, og senere vil jeg lave en udstilling kun med kufferterne. Åbne eller lukkede, det ved jeg ikke endnu.”

Vi er tilbage på gaden, hvor Colonel tager et billede af os, før han kører afsted på sin sponsorerede cykel. Jeg overvejer at komme igen for endnu et kig på en samling, jeg nu som tilskuer selv er blevet en levende del af.

A historic article about the then new MZ class of locomotives from Nohab.

Mohammed cartoon from JyllandsPosten

I en artikel om håndværkerfradraget, nævner Jyllands Posten 3byggetilbud.dk's underskriftsindsamling for håndværkerfradraget. Se mere på www.bevarfradraget.dk

 

Atheism is Indeed A Civil Rights Issue

 

nonbelievers should focus on electing other nonbelievers to political office.

 

in 1958, a Gallup poll revealed that 53 percent of American citizens would vote against a Black candidate for president on grounds of race alone. In a 1999 Gallup poll, that figure had declined to four percent.

 

That same 1999 Gallup Poll revealed 49 percent, would vote against an atheist on grounds of atheism alone than would vote against someone for any other reason.

 

(speech bubble text: Denis Diderot 1713 – 1784)

This was the cover page of my 2nd term paper, submitted on November 15, 2006 in the Comparative Literature class. I was searching for cartoons with a slight "Islamic touch" when I found these online. Riots errupted about two months later, over a year after these cartoons had originally been published in Denmark. Dell Inspiron 8600.

Muhammed farve. tegning : KW

www.colonel.dk

-----

 

Offer for en samler

 

Han dissekerer de trykte medier, skamklipper soldater og fastnagler sportsstjerner med hæfteklammer. Et særpræget møde med den excentriske franske fotograf og konceptkunstner Thierry Geoffroy alias Colonel under hans seneste udstilling i København.

  

På døren til Fotografisk Galleri i Absalonsgade 11 hænger en seddel: La bombe atomique – en stadig voksende udstilling. Guided tour klokken 20. Guided tour? Det lugter af grisefest og charterferie. Men kunstneren Colonel har ikke mange ligheder med de polerede aspiranter fra Tjæreborgs turistakademi. Han er derimod fotografen, man altid ser knokle rundt i bybilledet iført kamera, rygsæk, hornbriller og en hurtig finger på aftrækkeren. Og denne tirsdag after fører Colonel altså mig og en håndfuld andre tilfældigt forbipasserende rundt i sin lille, men mangfoldige udstilling, som viser han sit hjem frem for middagsgæsterne.

Vi står på gaden foran alleriet, hvor rundvisningen begynder. I vinduet hænger lange rækker af avisudklip fra Politiken og Berlingske.

”To tilfældige aviser som alle læser uden at føle hverken det ene eller det andet.” Colonel peger på den øverste række, hvor vejrudsigten for de sidste to ugers tid hænger i dateret rækkefølge. ”Vejrudsigten er det eneste, som folk er umiddelbart skeptiske overfor i avisen. Et enkelt blik, for så straks at sige: Hmm, ja, lad os nu se...”

Under hver vejrudsigt hænger billeder fra samme dags avis, samlet ud fra kriteriet soldater. Blå baretter pryder soldaternes hoveder på de sort/hvide fotografier, og improvisationen klæder både soldaterne fra ex-Jugoslavien og Saddam H. Mere blå, fred?!

”Billederne fra Jugoslavien er interessante, fordi de alle er iscenesatte, der er ingen snapshots. De fotograferede soldater er bevidste om, at der bliver taget billeder.” Flere af soldaterne har endda nået at finde den rette grimasse, smilet, frem eller er blevet placeret sammen med et par børn. Smilende børn. Krigens kornfede lykkelige børn.

”Jeg samler. Det er min opgave. I'm a colæctør”, siger Colonel på et engelsk der minder om tv-serien Allo Allo. ”Samlingen er en måde at give tingene ny mening på. Måske bemærker folk selv disse detaljer i aviserne dag for dag, men når jeg hænger dem op på denne måde og sætter dem ind i en sammenhæng, bliver det helt tydeligt. Samlingen får mening, udsiger noget om denne krig, om medierne.”

Et flakkende blik. Selvom Colonel i høj grad er til stede, har han forbandet travlt. Alt hvad der rører sig på gaden får et var-det-noget-man-kunne-bruge-blik, imens han snakker videre.

 

KUNST MED MENING

Colonel peger igen på udklippene i vinduet. ”Man anklager ofte kunstnere for ikke at have nogen holdning til aktuelle problemstillinger. Her viser jeg min mening. Det er ikke, nogen stor mening, men det er en mening.”

Kunstneren som nyhedskommentator, værket bliver en kommentar om mediemanipulation, politisk virkelighed og almen afmagtsfølelse. Det er altså ikke løgn, kunstnere har også meninger.

”Selvfølgelig har alle kunstnere stærke meninger, men de har normalt svært ved at udtrykke dem ligeså umiddelbart, som en journalist kan gøre det. Kunstnerne kan have en generel følelse for, hvad der foregår. De kan udtrykke følelser som frygt, men hvis de vil sige nogle skarpe ting om, hvad der foregår præcis i dag, lige netop i dag, har de ikke mange muligheder for at offentliggøre det gennem deres arbejde. Hvad jeg prøver at gøre her er at placere kunstneren som journalist. Min udstillingsteknik er at gøre det gennem avisen.”

Kunst til tiden? Associationerne vælter ned. Jeg forestiller mig, hvordan fremtidens kunstnere E-mail'er installationerne, fax'er malerierne og sender skulpturer ud igennem lyslederkablernes tynde tråde.

”Internet og telefax er nye muligheder, men ud over at det måske ikke lige er mit område, har disse medier også et helt andet publikum. På denne udstilling er det for eksempel primært folk fra Vesterbro, der bare kommer forbi”, Colonel nikker ned ad gaden. ”Det er mennesker der ser showet udefra, fordi de går ned ad gaden, dopedealers, junkies, hvad som helst. Og jeg tror ikke, at de har adgang til Internet.”

 

PINK PROPAGANDA

Endelig genner Colonel os op ad trappen og ind i det lille galleri. På den ene væg er en lang stribe af avisfotografier sat op på række. Udstillingens titel La bombe atomique er, ud over dens aktualitet, svær at forbinde med selve udstillingen, men følelsen af systematiseret kaos er ikke til at komme udenom. Ihærdigt prøver jeg at gennemskue avisudklippenes sammensætning for at finde dette system. Billeder af flygtninge, et hærget toilet, et forelsket par. Der er sjuskemærker efter saksen og knappenåle i hjørnerne. Sommerfuglevinger.

Med små skridt cirkulerer jeg rundt i galleriets to rum. Flere elementer har reklamen i sig. En sportsmand er gået til grunde i slogans og logoer og er blevet et reklameskilt uden ansigt, øjnene er skjult under hæfteklammer. En række gamle fotografier fra Danmarks besatte periode. Billederne skildrer vinduesudstillinger fra et tysk turistbureau i København med reklamer for Tyskland, tyske varer og film med titler som Gasmanden slår til igen! Colonel forklarer:

”Når vi ser på disse gamle billeder, definerer vi dem som historie. Og selvom avisudklippene i vinduet også gulner i løbet af et par dage, og vi derfor tvinges til at opfatte dem som historiske, er det en helt anden måde vi opfatter dem på...”

En mandshøj reklameplakat for Jyllandsposten hænger på væggen ved siden af. En asiatisk soldat og hans kone forenes/tager afsked, barnet har en pepsi i hånden. Foran plakaten står en lyserød militærhjelm. Colonel griner fjoget og tager hjelmen på hovedet:

”I sidste ende er det jo showbizz det hele, medierne og udstillingen, derfor har jeg malet hjelmen Hollywood-pink!”

 

OFFENTLIGT PRIVATLIV

Bagved Colonel og den lyserøde hjelm får jeg øje på endnu en reklame. Det er en forside til et turistkatalog for Danmark sat op som plakat. En lyshåret kvinde med et barn, smilende danske sidder de foran Den lille havfrue.

”This is my wife... Jeg arbejder jo som kommerciel fotograf, og så synes jeg ligeså godt, man kan mixe det hele sammen.”

Okay, det forstår jeg, tre ingredienser: det kunstneriske, det kommercielle og privatlivet.

”Mit private liv er en vigtig del af hele showet. På nogle udstillinger sover jeg for eksempel på stedet, men på denne er vejret godt, og så tager jeg på stranden”, siger Colonel og fortsætter:

”Og hvis der sker noget, der gør mig gal, så kan jeg gå i strejke, hvilket vil betyde, at jeg vender alting om, så man ikke kan se, hvad der er på væggen. Du ved, der er noget, men du kan ikke se meningen. Eller jeg kan stoppe showet, fordi jeg bliver paranoid, deprimeret og fuld af angst, sa beder jeg folk om at holde øje med avisreklamerne på busstoppestederne i stedet for at se mit show – måske vil de få mere ud af det. På denne måde udtrykker jeg mig løbende gennem udstillingen, jeg laver en slags åben dagbog, og folk kan tjekke det ud eller ej. Udstillingen forandrer sig således hele tiden, fra dag til dag. Og derfor er det selvfølgelig bedst at komme her hver dag, hvis man vil se hele udstillingen.”

 

BESKÅRET VIRKELIGHED

Colonels tale fortaber sig et øjeblik i baggrunden. En mølædt lugt af pulterkammer hiver mig i næsen. På gulvet står to gamle kufferter. De er lukkede, men må gerne åbnes, hvis man da er den nysgerrige type. Nede i ligger mapper med udklip og anden dokumentation fra tidligere udstillinger og happenings. Ivrigt trækker Colonel et par eksempler frem, det er en del af hans liv, hans samlede værker, der ligger der i bunkerne.

I et af projekterne har Colonels mål været at få flest mulig af sine egne billeder trykt i medierne, og her er blade som ”Kig og Køb” perfekte. Man kan få trykt billeder af hvad som helst; et pissoir, et campingsæt. Eller rubrikken Hurra! I Politiken, for småøre kan man få hele befolkningsgrupper i tale. Mediet bliver et galleri i sig selv. Projektets anden funktion er at dokumentere, hvordan alle medier beskærer deres billedmateriale, som det passer dem. Colonels kone er skåret væk fra originalbilledet af den tilsalg-satte gryde. Men det er vel ret logisk, selvfølgelig skæres billederne til, det ved alle da?

”Nej, ikke alle... og informationer bliver jo også beskåret!” Jeg aner lidt irritation over min banalisering af kunstnerens arbejde.

”Billederne her er blot eksempler og beviser. Alle ved, at folk snyder i skat, men somme tider kontrollerer man det alligevel. Og det er det, jeg gør med medierne i dette projekt.”

Colonel kritiserer medierne og bruger dem samtidig som arbejdsredskaber.

”Kunstneren findes kun i samspillet med medierne. Derfor udstiller alle kunstnere anmeldelserne af deres egen kunst, normalt ved udstillingens indgang. Jeg havde en udstilling, hvor jeg kopierede alle anmeldelser over på transparent papir og satte dem op i et sejl, fordi de jo fungerer som et spejl på, hvad jeg laver. Man læser anmeldelserne og opfatter derfor kunsten gennem medierne. Udstilling af artiklerne er således en del af konceptet, en del af showet.”

 

MED EN NÅL I VINGEN

”Collection, ja, det er en sygdom, du ved, at samle...”. Colonel trækker på skuldrene og lukker kufferterne igen.

”Mit næste skridt er at arkivere alle disse samlinger – og arkivering er ret problematisk. På billedbureauerne har de også problemer med arkiveringen. Hvad gør man, hvis et billede er fra Afrika, men måske handler om frihed eller ensomhed. Og hvis jeg tager et ord som turisme, kan jeg samle billeder af mit famlieliv, min kone, mit job som fotograf, foto fra nazisternes turistkontor, ting jeg har lavet i Bangkok etc.!” At samle handler om at arkivere. Colonel fortsætter:

”Men først og fremmest skal denne udstilling ligesom de andre samlinger gemmes og i et album – det er ligesom at samle frimærker. Alt kommer i arkiv. Alting ender i kufferterne, og senere vil jeg lave en udstilling kun med kufferterne. Åbne eller lukkede, det ved jeg ikke endnu.”

Vi er tilbage på gaden, hvor Colonel tager et billede af os, før han kører afsted på sin sponsorerede cykel. Jeg overvejer at komme igen for endnu et kig på en samling, jeg nu som tilskuer selv er blevet en levende del af.

Westman Hertz, Karen, offer for en samler, Torpedo, 9/1995 (R)

 

www.colonel.dk

 

----------

  

Offer for en samler

 

Han dissekerer de trykte medier, skamklipper soldater og fastnagler sportsstjerner med hæfteklammer. Et særpræget møde med den excentriske franske fotograf og konceptkunstner Thierry Geoffroy alias Colonel under hans seneste udstilling i København.

  

På døren til Fotografisk Galleri i Absalonsgade 11 hænger en seddel: La bombe atomique – en stadig voksende udstilling. Guided tour klokken 20. Guided tour? Det lugter af grisefest og charterferie. Men kunstneren Colonel har ikke mange ligheder med de polerede aspiranter fra Tjæreborgs turistakademi. Han er derimod fotografen, man altid ser knokle rundt i bybilledet iført kamera, rygsæk, hornbriller og en hurtig finger på aftrækkeren. Og denne tirsdag after fører Colonel altså mig og en håndfuld andre tilfældigt forbipasserende rundt i sin lille, men mangfoldige udstilling, som viser han sit hjem frem for middagsgæsterne.

Vi står på gaden foran alleriet, hvor rundvisningen begynder. I vinduet hænger lange rækker af avisudklip fra Politiken og Berlingske.

”To tilfældige aviser som alle læser uden at føle hverken det ene eller det andet.” Colonel peger på den øverste række, hvor vejrudsigten for de sidste to ugers tid hænger i dateret rækkefølge. ”Vejrudsigten er det eneste, som folk er umiddelbart skeptiske overfor i avisen. Et enkelt blik, for så straks at sige: Hmm, ja, lad os nu se...”

Under hver vejrudsigt hænger billeder fra samme dags avis, samlet ud fra kriteriet soldater. Blå baretter pryder soldaternes hoveder på de sort/hvide fotografier, og improvisationen klæder både soldaterne fra ex-Jugoslavien og Saddam H. Mere blå, fred?!

”Billederne fra Jugoslavien er interessante, fordi de alle er iscenesatte, der er ingen snapshots. De fotograferede soldater er bevidste om, at der bliver taget billeder.” Flere af soldaterne har endda nået at finde den rette grimasse, smilet, frem eller er blevet placeret sammen med et par børn. Smilende børn. Krigens kornfede lykkelige børn.

”Jeg samler. Det er min opgave. I'm a colæctør”, siger Colonel på et engelsk der minder om tv-serien Allo Allo. ”Samlingen er en måde at give tingene ny mening på. Måske bemærker folk selv disse detaljer i aviserne dag for dag, men når jeg hænger dem op på denne måde og sætter dem ind i en sammenhæng, bliver det helt tydeligt. Samlingen får mening, udsiger noget om denne krig, om medierne.”

Et flakkende blik. Selvom Colonel i høj grad er til stede, har han forbandet travlt. Alt hvad der rører sig på gaden får et var-det-noget-man-kunne-bruge-blik, imens han snakker videre.

 

KUNST MED MENING

Colonel peger igen på udklippene i vinduet. ”Man anklager ofte kunstnere for ikke at have nogen holdning til aktuelle problemstillinger. Her viser jeg min mening. Det er ikke, nogen stor mening, men det er en mening.”

Kunstneren som nyhedskommentator, værket bliver en kommentar om mediemanipulation, politisk virkelighed og almen afmagtsfølelse. Det er altså ikke løgn, kunstnere har også meninger.

”Selvfølgelig har alle kunstnere stærke meninger, men de har normalt svært ved at udtrykke dem ligeså umiddelbart, som en journalist kan gøre det. Kunstnerne kan have en generel følelse for, hvad der foregår. De kan udtrykke følelser som frygt, men hvis de vil sige nogle skarpe ting om, hvad der foregår præcis i dag, lige netop i dag, har de ikke mange muligheder for at offentliggøre det gennem deres arbejde. Hvad jeg prøver at gøre her er at placere kunstneren som journalist. Min udstillingsteknik er at gøre det gennem avisen.”

Kunst til tiden? Associationerne vælter ned. Jeg forestiller mig, hvordan fremtidens kunstnere E-mail'er installationerne, fax'er malerierne og sender skulpturer ud igennem lyslederkablernes tynde tråde.

”Internet og telefax er nye muligheder, men ud over at det måske ikke lige er mit område, har disse medier også et helt andet publikum. På denne udstilling er det for eksempel primært folk fra Vesterbro, der bare kommer forbi”, Colonel nikker ned ad gaden. ”Det er mennesker der ser showet udefra, fordi de går ned ad gaden, dopedealers, junkies, hvad som helst. Og jeg tror ikke, at de har adgang til Internet.”

 

PINK PROPAGANDA

Endelig genner Colonel os op ad trappen og ind i det lille galleri. På den ene væg er en lang stribe af avisfotografier sat op på række. Udstillingens titel La bombe atomique er, ud over dens aktualitet, svær at forbinde med selve udstillingen, men følelsen af systematiseret kaos er ikke til at komme udenom. Ihærdigt prøver jeg at gennemskue avisudklippenes sammensætning for at finde dette system. Billeder af flygtninge, et hærget toilet, et forelsket par. Der er sjuskemærker efter saksen og knappenåle i hjørnerne. Sommerfuglevinger.

Med små skridt cirkulerer jeg rundt i galleriets to rum. Flere elementer har reklamen i sig. En sportsmand er gået til grunde i slogans og logoer og er blevet et reklameskilt uden ansigt, øjnene er skjult under hæfteklammer. En række gamle fotografier fra Danmarks besatte periode. Billederne skildrer vinduesudstillinger fra et tysk turistbureau i København med reklamer for Tyskland, tyske varer og film med titler som Gasmanden slår til igen! Colonel forklarer:

”Når vi ser på disse gamle billeder, definerer vi dem som historie. Og selvom avisudklippene i vinduet også gulner i løbet af et par dage, og vi derfor tvinges til at opfatte dem som historiske, er det en helt anden måde vi opfatter dem på...”

En mandshøj reklameplakat for Jyllandsposten hænger på væggen ved siden af. En asiatisk soldat og hans kone forenes/tager afsked, barnet har en pepsi i hånden. Foran plakaten står en lyserød militærhjelm. Colonel griner fjoget og tager hjelmen på hovedet:

”I sidste ende er det jo showbizz det hele, medierne og udstillingen, derfor har jeg malet hjelmen Hollywood-pink!”

 

OFFENTLIGT PRIVATLIV

Bagved Colonel og den lyserøde hjelm får jeg øje på endnu en reklame. Det er en forside til et turistkatalog for Danmark sat op som plakat. En lyshåret kvinde med et barn, smilende danske sidder de foran Den lille havfrue.

”This is my wife... Jeg arbejder jo som kommerciel fotograf, og så synes jeg ligeså godt, man kan mixe det hele sammen.”

Okay, det forstår jeg, tre ingredienser: det kunstneriske, det kommercielle og privatlivet.

”Mit private liv er en vigtig del af hele showet. På nogle udstillinger sover jeg for eksempel på stedet, men på denne er vejret godt, og så tager jeg på stranden”, siger Colonel og fortsætter:

”Og hvis der sker noget, der gør mig gal, så kan jeg gå i strejke, hvilket vil betyde, at jeg vender alting om, så man ikke kan se, hvad der er på væggen. Du ved, der er noget, men du kan ikke se meningen. Eller jeg kan stoppe showet, fordi jeg bliver paranoid, deprimeret og fuld af angst, sa beder jeg folk om at holde øje med avisreklamerne på busstoppestederne i stedet for at se mit show – måske vil de få mere ud af det. På denne måde udtrykker jeg mig løbende gennem udstillingen, jeg laver en slags åben dagbog, og folk kan tjekke det ud eller ej. Udstillingen forandrer sig således hele tiden, fra dag til dag. Og derfor er det selvfølgelig bedst at komme her hver dag, hvis man vil se hele udstillingen.”

 

BESKÅRET VIRKELIGHED

Colonels tale fortaber sig et øjeblik i baggrunden. En mølædt lugt af pulterkammer hiver mig i næsen. På gulvet står to gamle kufferter. De er lukkede, men må gerne åbnes, hvis man da er den nysgerrige type. Nede i ligger mapper med udklip og anden dokumentation fra tidligere udstillinger og happenings. Ivrigt trækker Colonel et par eksempler frem, det er en del af hans liv, hans samlede værker, der ligger der i bunkerne.

I et af projekterne har Colonels mål været at få flest mulig af sine egne billeder trykt i medierne, og her er blade som ”Kig og Køb” perfekte. Man kan få trykt billeder af hvad som helst; et pissoir, et campingsæt. Eller rubrikken Hurra! I Politiken, for småøre kan man få hele befolkningsgrupper i tale. Mediet bliver et galleri i sig selv. Projektets anden funktion er at dokumentere, hvordan alle medier beskærer deres billedmateriale, som det passer dem. Colonels kone er skåret væk fra originalbilledet af den tilsalg-satte gryde. Men det er vel ret logisk, selvfølgelig skæres billederne til, det ved alle da?

”Nej, ikke alle... og informationer bliver jo også beskåret!” Jeg aner lidt irritation over min banalisering af kunstnerens arbejde.

”Billederne her er blot eksempler og beviser. Alle ved, at folk snyder i skat, men somme tider kontrollerer man det alligevel. Og det er det, jeg gør med medierne i dette projekt.”

Colonel kritiserer medierne og bruger dem samtidig som arbejdsredskaber.

”Kunstneren findes kun i samspillet med medierne. Derfor udstiller alle kunstnere anmeldelserne af deres egen kunst, normalt ved udstillingens indgang. Jeg havde en udstilling, hvor jeg kopierede alle anmeldelser over på transparent papir og satte dem op i et sejl, fordi de jo fungerer som et spejl på, hvad jeg laver. Man læser anmeldelserne og opfatter derfor kunsten gennem medierne. Udstilling af artiklerne er således en del af konceptet, en del af showet.”

 

MED EN NÅL I VINGEN

”Collection, ja, det er en sygdom, du ved, at samle...”. Colonel trækker på skuldrene og lukker kufferterne igen.

”Mit næste skridt er at arkivere alle disse samlinger – og arkivering er ret problematisk. På billedbureauerne har de også problemer med arkiveringen. Hvad gør man, hvis et billede er fra Afrika, men måske handler om frihed eller ensomhed. Og hvis jeg tager et ord som turisme, kan jeg samle billeder af mit famlieliv, min kone, mit job som fotograf, foto fra nazisternes turistkontor, ting jeg har lavet i Bangkok etc.!” At samle handler om at arkivere. Colonel fortsætter:

”Men først og fremmest skal denne udstilling ligesom de andre samlinger gemmes og i et album – det er ligesom at samle frimærker. Alt kommer i arkiv. Alting ender i kufferterne, og senere vil jeg lave en udstilling kun med kufferterne. Åbne eller lukkede, det ved jeg ikke endnu.”

Vi er tilbage på gaden, hvor Colonel tager et billede af os, før han kører afsted på sin sponsorerede cykel. Jeg overvejer at komme igen for endnu et kig på en samling, jeg nu som tilskuer selv er blevet en levende del af.

In the debate on expatriatism, nation-states most fear the satellite dish and the Internet—in other words, any facility aiding the construction of a “virtual identity. “This concept of virtual identity is the focus of the multimedia project cast by the artists Colonel (Thierry Geoffroy) and Khaled D.Ramadan.

 

The project presents the way in which expatriates become the “authors” of their own identity and the processes by which they constantly draft and redraft themselves in virtual/personal logic. Much of the literature on expatriate identity focuses on the construction of so-called false identities and the notion of identity swapping. Such a position has been critically analyzed by Edward W. Said in his book Orientalism, which states that criticism should not be directed at the construction of identity but rather at the way cultures and identities of so-called others are presented as timeless, archaic, irrational, wild, and dangerous. Bio Colonialism negotiates such arguments and attempts to reconstruct the postcolonial identity and the perception of cultural primacy in the age of networking and mass migration. Theorist Magdalena Donea has discussed the concept of “virtual identity,” the (re)construction of identities, and their challenge of traditional notions of our ways of indicating who we are. She highlights how assumptions such as physical appearance, accent, and mannerism tell us that one has a fixed identity related to one’s sex, geographic location, history, and social class. Nonetheless, in the disembodied world of the virtual community, identity is ambiguous.

 

The project consists of manufactured objects, videos, sound effects, prints, and design items related to the current condition of postcoloniality, immigration, and resistance. Colonel and Ramadan exhibit their own bodies and family histories by using performance art (video) to convey the complex ways in which these two non-Danish subjects are presented in the Danish society and the ways they have been affected by the continued encounter with stereotypes of themselves. In three different videos, one of them produced jointly Colonel and Ramadan use their own family photos and footage archives to negotiate and demonstrate their original social status, life style, and condition before they both stepped into Denmark and obtained a new social status—that of the immigrant.

 

Ramadan’s country of origin, Lebanon, was formerly a French colony. In his video slide-show Wide Power, Ramadan chooses to reflect on the status of his country under the French intervention and again in the late modern period. During the Lebanese Civil War, French soldiers patrolled Beirut’s streets and, as a child in Beirut, Ramadan and other children were asked by French soldiers to pose in front of their lenses. Ramadan’s video questions the motive and fate of these photos taken by French soldiers. He also questions whether he has become some sort of Orientalist when he, at a later stage in life, takes up photography. Does his life in the West have anything to do with his adopting of colonialist manners? Is it possible that he has started to eroticize anything that is different and remote?

 

Colonel’s video consists of sequences of an old documentation video shot in Algeria by his parents, who were both working in Algeria during French colonial rule. His father was a captain in the French army while his mother was a teacher. The parents shot the voiceless video during Colonel’s early childhood. The video shows how Colonel’s father describes the living conditions during the Algerian war to his son with all that they entail—from domination to identity cancellation and occupation. About his video Colonel has said: “I am just an abstract French comedian using family film to find my identity. In this personal project I am an introspective person. I am questioning the family—family love and geographical position—and Perceptions of actuality. To me, the project is about an honest moment, facing the hidden sides and emotions.” Tracing the genealogies of their own family histories, as well as that of the idea of site specificity, offers the project an anthropological approach towards themselves as subjects.

 

The joint video performance Art Talk by Colonel and Ramadan asserts the cultural difference, the “otherness” in relation to the Danish society, which is inscribed on non-Danish subjects. Art Talk plays with the setting of the BBC World program Hard Talk, hosted by Tim Sebastian. Shot in a similar esthetic style, Art Talk is a conversation between Colonel and Ramadan, who negotiate their dissimilar cultural backgrounds during one stage and their current cultural similarity during another. One subject of particular interest is the phenomenon of placing immigrants into one scoop of the social fabric, a practice undertaken by the Danish media and a considerable amount of the Danish public.

 

In the video, Ramadan clarifies the experience of being an Arab in contemporary Denmark in light of the cartoons published by the conservative newspaper Jyllandsposten in 2006, which caused an international uproar. Colonel, on the other hand, declares the end of his social status as the legacy of self-proclaimed fine French colonialism. “Living in Denmark makes me feel like an Arab,” Colonel says in the video. What becomes part of both artists’ new identity—the immigrant identity—is the concept of mobility and [re]presentation within a particular context. The activities in the project Bio Colonialism reflect mobility, travel, and [re]presentation as an ideological move to and from different locations, and back and forth in a continuous exchange of cultural patterns. Bio Colonialism presents diverse views and perspectives on the notion of powerful/powerless and colonizer/colonized. It debates the current living conditions and sociocultural status of immigrants and examines how their critical status affects, but not reflects, the local culture in Denmark and perhaps the rest of Europe.

 

Stine Høxbroe and Khaled D. Ramadan

The neon starts to come on as the sun sets. I took this mainly because you can see this building in the background of a Danish television show, Aftenshowet, which is broadcast on the main channel of the Danish state broadcaster, DR.

 

Also, there's that whole Morgenavisen Jyllands-Posten sign in the background. As you may know, Jyllands-Posten was the newspaper that published all those cartoons of Mohammed a couple of years ago.

Mohammed cartoon from JyllandsPosten

Photo d'origine (sans le recadrage à la tronçonneuse) : www.flickr.com/photos/blemaire/2292508692/

 

Voici l'article originale où je comprends rien :

 

Justitsministerens bror handlede med heroin

 

Af JØRGEN ULLERUP Jyllands-Postens korrespondent

 

Offentliggjort 21.08.07 kl. 16:40

 

Bror til den franske justitsminister betaler for søsterens barske kurs mod kriminelle.

 

Paris

 

Rachida Dati fik stjernestatus i Frankrig, da præsident Nicolas Sarkozy efter sin valgsejr udnævnte hende til justitsminister.

 

Med sin indvandrerbaggrund blev den 41-årige et symbol på, at alle uanset baggrund har en chance for at nå til tops i Frankrig, og siden har Rachida Dati 200 pct. bakket op omkring præsidentens krav om hårdere straffe til kriminelle.

 

Den kurs kom Rachida Datis bror tilsyneladende til at betale en del af prisen for. Jamal Dati, der i februar ved byretten kun blev idømt seks måneders betinget fængsel, fik i dag ved appeldomstolen i Nancy skærpet straffen til et års ubetinget fængsel.

 

Ministerens lillebror er uddannet rørlægger, men da han selv var misbruger, rakte lønnen ikke. Så sammen med tre andre begyndte han at handle med både heroin og hash i det østlige Frankrig.

 

Jamal Dati er to gange dømt for samme forseelse, men domstolen vurderede ham ikke som en vaneforbryder, hvilket ifølge en lov skrevet af storesøster Rachida ellers skal straffes endnu hårdere.

 

Under retssagen har den 34-årige understreget, at han er kommet ud af sit misbrug, og at han ikke på nogen måde ønsker at skade sin søster. Han lovede, at man aldrig mere vil komme til at høre noget ufordelagtigt om ham.

 

Anklageren ved appeldomstolen foreslog i øvrigt, at fængselsdommen afsones på en måde, så Jamal Dati kan beholde sit arbejde og også sørge for sit kun tre måneder gamle barn, der er ramt af sygdom.

 

Rachida Dati var synligt påvirket, da sagen kort efter hendes udnævnelse kom op i fransk presse. Hun har hele tiden understreget, at hun ikke på nogen måde har forsøgt at holde hånden over sin bror.

 

1 3 4 5