new icn messageflickr-free-ic3d pan white
View allAll Photos Tagged jyllandsposten

tingbjerg school, copenhagen.

architect: steen eiler rasmussen, 1964-1970

 

the ongoing vandalism in copenhagen and other Danish towns at the hands of groups of young muslims was provoked by the re-publication in all major Danish newspapers of the infamous jyllandsposten cartoons. every night sees new fires, yet none of them as serious as the press make them appear.

 

I had to go see the remains of last night's biggest fire, steen eiler rasmussen's tingbjerg school, for myself. at first, the newspaper web sites reported that half the school had burnt down. in fact, only a few rooms were destroyed. the photo shows the full extent of the damage, approximately 300 square meters according to the copenhagen fire department.

 

the re-publication of the cartoons - which could appear to some as the press producing their own news - was in turn provoked by the announcement from the Danish secret service that they had thwarted the assassination of one of the cartoonists.

 

apparently, the secret service intervened so early in the planning of the murder that very little evidence was secured. new draconian anti-terror laws mean that the accused men will not be brought to trial in denmark but instead simply extradited to their country of origin, in this case a north african nation with - according to amnesty international - a history of using torture.

 

the murder plans, quite correctly classified by the authorities as terrorism, are part of an international agenda that we have very little influence on in denmark, I believe, cartoons or no cartoons. but the fact that kids across the country might think arson the best way to express their beliefs and be heard is a real blow to the welfare state. denmark has never been richer or known less unemployment than today, yet here is a large group, entirely marginalized, whose actions seem rooted in the deepest hopelessness.

 

something rotten indeed.

agnes looking at iran...this is our final upload from isfahan for now. thank you all for your comments and for stopping by :)

 

we recommend isfahan to everyone. it is an easy place to be a tourist and safe, apart for the traffic - something very disturbing happens when iranians get behind the wheel.

 

all the people we met were kind and a great many of them treated us with real warmth and interest - I have only ever experienced such hospitality once before, in damascus. (texas comes third).

 

agnes was the natural centre of attention and we were often asked why our daughter was japanese. only once did I succumb to the lazy answer, "its a miracle". the idea of foreign adoption is not well known in iran but always well received when explained. "the work of God", people called it and we had a hard time explaining that agnes was with us because we had longed for her and not out of charity. you try telling that, using only sign language and your school german.

 

back in copenhagen, agnes now waves to all women wearing scarfs. I can't help thinking that she has cast her vote in the ongoing and demeaning public debate about muslim dress code that we have suffered in denmark these past years.

 

the cartoon scandal that made us postpone our trip some time ago, well, the iranians are very cool about that. the demonstrations and the burning of the embassies were all arranged "from above", anyway.

 

the pan-islamic boycott of Danish goods, however, was a real, popular protest. once we stopped by a small shop to buy bottled water, the owner responded to our being Danish with the words, "ah denmark, I used to sell cheese from there", which I found was an elegantly oblique way of saying a lot without offending anyone.

 

I grew up in a part of denmark where jyllandsposten is the main newspaper. contrary to the picture they were allowed to paint of themselves in other media, it is a racist and islamofobic paper - sadly mirroring the general opinion in the area. the people jyllandsposten were up against were even more bigoted, the whole thing reminding me of george orwell's warning sometime in the 1930's, "the future belongs to the fanatics".

 

these days, the front page belongs to the fanatics and it shouldn't. it is the unholy marriage of greed-driven sensationalism and power-hungry fanaticism.

 

the "supreme leader" of iran stated at the time that a zionist conspiracy was to blame, which is ironic considering the anti-semitic past of jyllandsposten. but then again, how was he to know when no-one in denmark remembers any longer?

 

none of the above is to be understood as an endorsement of the current iranian regime, those people are crooks for sure; only as a reminder not to mistake the population for the dictatorship itself which seems to happen a lot in western propaganda.

 

if you are interested in what went wrong in middle east and central asian politics, I recommend robert fisk's brick of a book "the great war for civilisation: the conquest of the middle east", ISBN 1400075173. it is a lot easier to read than the laboured title suggests.

 

for pure weirdness, try the blog of iranian president ahmadinejad...you know, the guy with the lesser beard: www.ahmadinejad.ir/ - it must have the most liberal policy concerning comments in the history of blogs.

  

www.colonel.dk

 

--------text about the exhibition 1995 ---

 

Westman Hertz, Karen, offer for en samler, Torpedo, 9/1995 (R)

 

www.colonel.dk

 

----------

 

Offer for en samler

 

Han dissekerer de trykte medier, skamklipper soldater og fastnagler sportsstjerner med hæfteklammer. Et særpræget møde med den excentriske franske fotograf og konceptkunstner Thierry Geoffroy alias Colonel under hans seneste udstilling i København.

 

På døren til Fotografisk Galleri i Absalonsgade 11 hænger en seddel: La bombe atomique – en stadig voksende udstilling. Guided tour klokken 20. Guided tour? Det lugter af grisefest og charterferie. Men kunstneren Colonel har ikke mange ligheder med de polerede aspiranter fra Tjæreborgs turistakademi. Han er derimod fotografen, man altid ser knokle rundt i bybilledet iført kamera, rygsæk, hornbriller og en hurtig finger på aftrækkeren. Og denne tirsdag after fører Colonel altså mig og en håndfuld andre tilfældigt forbipasserende rundt i sin lille, men mangfoldige udstilling, som viser han sit hjem frem for middagsgæsterne.

Vi står på gaden foran alleriet, hvor rundvisningen begynder. I vinduet hænger lange rækker af avisudklip fra Politiken og Berlingske.

”To tilfældige aviser som alle læser uden at føle hverken det ene eller det andet.” Colonel peger på den øverste række, hvor vejrudsigten for de sidste to ugers tid hænger i dateret rækkefølge. ”Vejrudsigten er det eneste, som folk er umiddelbart skeptiske overfor i avisen. Et enkelt blik, for så straks at sige: Hmm, ja, lad os nu se...”

Under hver vejrudsigt hænger billeder fra samme dags avis, samlet ud fra kriteriet soldater. Blå baretter pryder soldaternes hoveder på de sort/hvide fotografier, og improvisationen klæder både soldaterne fra ex-Jugoslavien og Saddam H. Mere blå, fred?!

”Billederne fra Jugoslavien er interessante, fordi de alle er iscenesatte, der er ingen snapshots. De fotograferede soldater er bevidste om, at der bliver taget billeder.” Flere af soldaterne har endda nået at finde den rette grimasse, smilet, frem eller er blevet placeret sammen med et par børn. Smilende børn. Krigens kornfede lykkelige børn.

”Jeg samler. Det er min opgave. I'm a colæctør”, siger Colonel på et engelsk der minder om tv-serien Allo Allo. ”Samlingen er en måde at give tingene ny mening på. Måske bemærker folk selv disse detaljer i aviserne dag for dag, men når jeg hænger dem op på denne måde og sætter dem ind i en sammenhæng, bliver det helt tydeligt. Samlingen får mening, udsiger noget om denne krig, om medierne.”

Et flakkende blik. Selvom Colonel i høj grad er til stede, har han forbandet travlt. Alt hvad der rører sig på gaden får et var-det-noget-man-kunne-bruge-blik, imens han snakker videre.

 

KUNST MED MENING

Colonel peger igen på udklippene i vinduet. ”Man anklager ofte kunstnere for ikke at have nogen holdning til aktuelle problemstillinger. Her viser jeg min mening. Det er ikke, nogen stor mening, men det er en mening.”

Kunstneren som nyhedskommentator, værket bliver en kommentar om mediemanipulation, politisk virkelighed og almen afmagtsfølelse. Det er altså ikke løgn, kunstnere har også meninger.

”Selvfølgelig har alle kunstnere stærke meninger, men de har normalt svært ved at udtrykke dem ligeså umiddelbart, som en journalist kan gøre det. Kunstnerne kan have en generel følelse for, hvad der foregår. De kan udtrykke følelser som frygt, men hvis de vil sige nogle skarpe ting om, hvad der foregår præcis i dag, lige netop i dag, har de ikke mange muligheder for at offentliggøre det gennem deres arbejde. Hvad jeg prøver at gøre her er at placere kunstneren som journalist. Min udstillingsteknik er at gøre det gennem avisen.”

Kunst til tiden? Associationerne vælter ned. Jeg forestiller mig, hvordan fremtidens kunstnere E-mail'er installationerne, fax'er malerierne og sender skulpturer ud igennem lyslederkablernes tynde tråde.

”Internet og telefax er nye muligheder, men ud over at det måske ikke lige er mit område, har disse medier også et helt andet publikum. På denne udstilling er det for eksempel primært folk fra Vesterbro, der bare kommer forbi”, Colonel nikker ned ad gaden. ”Det er mennesker der ser showet udefra, fordi de går ned ad gaden, dopedealers, junkies, hvad som helst. Og jeg tror ikke, at de har adgang til Internet.”

 

PINK PROPAGANDA

Endelig genner Colonel os op ad trappen og ind i det lille galleri. På den ene væg er en lang stribe af avisfotografier sat op på række. Udstillingens titel La bombe atomique er, ud over dens aktualitet, svær at forbinde med selve udstillingen, men følelsen af systematiseret kaos er ikke til at komme udenom. Ihærdigt prøver jeg at gennemskue avisudklippenes sammensætning for at finde dette system. Billeder af flygtninge, et hærget toilet, et forelsket par. Der er sjuskemærker efter saksen og knappenåle i hjørnerne. Sommerfuglevinger.

Med små skridt cirkulerer jeg rundt i galleriets to rum. Flere elementer har reklamen i sig. En sportsmand er gået til grunde i slogans og logoer og er blevet et reklameskilt uden ansigt, øjnene er skjult under hæfteklammer. En række gamle fotografier fra Danmarks besatte periode. Billederne skildrer vinduesudstillinger fra et tysk turistbureau i København med reklamer for Tyskland, tyske varer og film med titler som Gasmanden slår til igen! Colonel forklarer:

”Når vi ser på disse gamle billeder, definerer vi dem som historie. Og selvom avisudklippene i vinduet også gulner i løbet af et par dage, og vi derfor tvinges til at opfatte dem som historiske, er det en helt anden måde vi opfatter dem på...”

En mandshøj reklameplakat for Jyllandsposten hænger på væggen ved siden af. En asiatisk soldat og hans kone forenes/tager afsked, barnet har en pepsi i hånden. Foran plakaten står en lyserød militærhjelm. Colonel griner fjoget og tager hjelmen på hovedet:

”I sidste ende er det jo showbizz det hele, medierne og udstillingen, derfor har jeg malet hjelmen Hollywood-pink!”

 

OFFENTLIGT PRIVATLIV

Bagved Colonel og den lyserøde hjelm får jeg øje på endnu en reklame. Det er en forside til et turistkatalog for Danmark sat op som plakat. En lyshåret kvinde med et barn, smilende danske sidder de foran Den lille havfrue.

”This is my wife... Jeg arbejder jo som kommerciel fotograf, og så synes jeg ligeså godt, man kan mixe det hele sammen.”

Okay, det forstår jeg, tre ingredienser: det kunstneriske, det kommercielle og privatlivet.

”Mit private liv er en vigtig del af hele showet. På nogle udstillinger sover jeg for eksempel på stedet, men på denne er vejret godt, og så tager jeg på stranden”, siger Colonel og fortsætter:

”Og hvis der sker noget, der gør mig gal, så kan jeg gå i strejke, hvilket vil betyde, at jeg vender alting om, så man ikke kan se, hvad der er på væggen. Du ved, der er noget, men du kan ikke se meningen. Eller jeg kan stoppe showet, fordi jeg bliver paranoid, deprimeret og fuld af angst, sa beder jeg folk om at holde øje med avisreklamerne på busstoppestederne i stedet for at se mit show – måske vil de få mere ud af det. På denne måde udtrykker jeg mig løbende gennem udstillingen, jeg laver en slags åben dagbog, og folk kan tjekke det ud eller ej. Udstillingen forandrer sig således hele tiden, fra dag til dag. Og derfor er det selvfølgelig bedst at komme her hver dag, hvis man vil se hele udstillingen.”

 

BESKÅRET VIRKELIGHED

Colonels tale fortaber sig et øjeblik i baggrunden. En mølædt lugt af pulterkammer hiver mig i næsen. På gulvet står to gamle kufferter. De er lukkede, men må gerne åbnes, hvis man da er den nysgerrige type. Nede i ligger mapper med udklip og anden dokumentation fra tidligere udstillinger og happenings. Ivrigt trækker Colonel et par eksempler frem, det er en del af hans liv, hans samlede værker, der ligger der i bunkerne.

I et af projekterne har Colonels mål været at få flest mulig af sine egne billeder trykt i medierne, og her er blade som ”Kig og Køb” perfekte. Man kan få trykt billeder af hvad som helst; et pissoir, et campingsæt. Eller rubrikken Hurra! I Politiken, for småøre kan man få hele befolkningsgrupper i tale. Mediet bliver et galleri i sig selv. Projektets anden funktion er at dokumentere, hvordan alle medier beskærer deres billedmateriale, som det passer dem. Colonels kone er skåret væk fra originalbilledet af den tilsalg-satte gryde. Men det er vel ret logisk, selvfølgelig skæres billederne til, det ved alle da?

”Nej, ikke alle... og informationer bliver jo også beskåret!” Jeg aner lidt irritation over min banalisering af kunstnerens arbejde.

”Billederne her er blot eksempler og beviser. Alle ved, at folk snyder i skat, men somme tider kontrollerer man det alligevel. Og det er det, jeg gør med medierne i dette projekt.”

Colonel kritiserer medierne og bruger dem samtidig som arbejdsredskaber.

”Kunstneren findes kun i samspillet med medierne. Derfor udstiller alle kunstnere anmeldelserne af deres egen kunst, normalt ved udstillingens indgang. Jeg havde en udstilling, hvor jeg kopierede alle anmeldelser over på transparent papir og satte dem op i et sejl, fordi de jo fungerer som et spejl på, hvad jeg laver. Man læser anmeldelserne og opfatter derfor kunsten gennem medierne. Udstilling af artiklerne er således en del af konceptet, en del af showet.”

 

MED EN NÅL I VINGEN

”Collection, ja, det er en sygdom, du ved, at samle...”. Colonel trækker på skuldrene og lukker kufferterne igen.

”Mit næste skridt er at arkivere alle disse samlinger – og arkivering er ret problematisk. På billedbureauerne har de også problemer med arkiveringen. Hvad gør man, hvis et billede er fra Afrika, men måske handler om frihed eller ensomhed. Og hvis jeg tager et ord som turisme, kan jeg samle billeder af mit famlieliv, min kone, mit job som fotograf, foto fra nazisternes turistkontor, ting jeg har lavet i Bangkok etc.!” At samle handler om at arkivere. Colonel fortsætter:

”Men først og fremmest skal denne udstilling ligesom de andre samlinger gemmes og i et album – det er ligesom at samle frimærker. Alt kommer i arkiv. Alting ender i kufferterne, og senere vil jeg lave en udstilling kun med kufferterne. Åbne eller lukkede, det ved jeg ikke endnu.”

Vi er tilbage på gaden, hvor Colonel tager et billede af os, før han kører afsted på sin sponsorerede cykel. Jeg overvejer at komme igen for endnu et kig på en samling, jeg nu som tilskuer selv er blevet en levende del af.

A historic article about the then new MZ class of locomotives from Nohab.

Mohammed cartoon from JyllandsPosten

www.colonel.dk

-----

 

Offer for en samler

 

Han dissekerer de trykte medier, skamklipper soldater og fastnagler sportsstjerner med hæfteklammer. Et særpræget møde med den excentriske franske fotograf og konceptkunstner Thierry Geoffroy alias Colonel under hans seneste udstilling i København.

  

På døren til Fotografisk Galleri i Absalonsgade 11 hænger en seddel: La bombe atomique – en stadig voksende udstilling. Guided tour klokken 20. Guided tour? Det lugter af grisefest og charterferie. Men kunstneren Colonel har ikke mange ligheder med de polerede aspiranter fra Tjæreborgs turistakademi. Han er derimod fotografen, man altid ser knokle rundt i bybilledet iført kamera, rygsæk, hornbriller og en hurtig finger på aftrækkeren. Og denne tirsdag after fører Colonel altså mig og en håndfuld andre tilfældigt forbipasserende rundt i sin lille, men mangfoldige udstilling, som viser han sit hjem frem for middagsgæsterne.

Vi står på gaden foran alleriet, hvor rundvisningen begynder. I vinduet hænger lange rækker af avisudklip fra Politiken og Berlingske.

”To tilfældige aviser som alle læser uden at føle hverken det ene eller det andet.” Colonel peger på den øverste række, hvor vejrudsigten for de sidste to ugers tid hænger i dateret rækkefølge. ”Vejrudsigten er det eneste, som folk er umiddelbart skeptiske overfor i avisen. Et enkelt blik, for så straks at sige: Hmm, ja, lad os nu se...”

Under hver vejrudsigt hænger billeder fra samme dags avis, samlet ud fra kriteriet soldater. Blå baretter pryder soldaternes hoveder på de sort/hvide fotografier, og improvisationen klæder både soldaterne fra ex-Jugoslavien og Saddam H. Mere blå, fred?!

”Billederne fra Jugoslavien er interessante, fordi de alle er iscenesatte, der er ingen snapshots. De fotograferede soldater er bevidste om, at der bliver taget billeder.” Flere af soldaterne har endda nået at finde den rette grimasse, smilet, frem eller er blevet placeret sammen med et par børn. Smilende børn. Krigens kornfede lykkelige børn.

”Jeg samler. Det er min opgave. I'm a colæctør”, siger Colonel på et engelsk der minder om tv-serien Allo Allo. ”Samlingen er en måde at give tingene ny mening på. Måske bemærker folk selv disse detaljer i aviserne dag for dag, men når jeg hænger dem op på denne måde og sætter dem ind i en sammenhæng, bliver det helt tydeligt. Samlingen får mening, udsiger noget om denne krig, om medierne.”

Et flakkende blik. Selvom Colonel i høj grad er til stede, har han forbandet travlt. Alt hvad der rører sig på gaden får et var-det-noget-man-kunne-bruge-blik, imens han snakker videre.

 

KUNST MED MENING

Colonel peger igen på udklippene i vinduet. ”Man anklager ofte kunstnere for ikke at have nogen holdning til aktuelle problemstillinger. Her viser jeg min mening. Det er ikke, nogen stor mening, men det er en mening.”

Kunstneren som nyhedskommentator, værket bliver en kommentar om mediemanipulation, politisk virkelighed og almen afmagtsfølelse. Det er altså ikke løgn, kunstnere har også meninger.

”Selvfølgelig har alle kunstnere stærke meninger, men de har normalt svært ved at udtrykke dem ligeså umiddelbart, som en journalist kan gøre det. Kunstnerne kan have en generel følelse for, hvad der foregår. De kan udtrykke følelser som frygt, men hvis de vil sige nogle skarpe ting om, hvad der foregår præcis i dag, lige netop i dag, har de ikke mange muligheder for at offentliggøre det gennem deres arbejde. Hvad jeg prøver at gøre her er at placere kunstneren som journalist. Min udstillingsteknik er at gøre det gennem avisen.”

Kunst til tiden? Associationerne vælter ned. Jeg forestiller mig, hvordan fremtidens kunstnere E-mail'er installationerne, fax'er malerierne og sender skulpturer ud igennem lyslederkablernes tynde tråde.

”Internet og telefax er nye muligheder, men ud over at det måske ikke lige er mit område, har disse medier også et helt andet publikum. På denne udstilling er det for eksempel primært folk fra Vesterbro, der bare kommer forbi”, Colonel nikker ned ad gaden. ”Det er mennesker der ser showet udefra, fordi de går ned ad gaden, dopedealers, junkies, hvad som helst. Og jeg tror ikke, at de har adgang til Internet.”

 

PINK PROPAGANDA

Endelig genner Colonel os op ad trappen og ind i det lille galleri. På den ene væg er en lang stribe af avisfotografier sat op på række. Udstillingens titel La bombe atomique er, ud over dens aktualitet, svær at forbinde med selve udstillingen, men følelsen af systematiseret kaos er ikke til at komme udenom. Ihærdigt prøver jeg at gennemskue avisudklippenes sammensætning for at finde dette system. Billeder af flygtninge, et hærget toilet, et forelsket par. Der er sjuskemærker efter saksen og knappenåle i hjørnerne. Sommerfuglevinger.

Med små skridt cirkulerer jeg rundt i galleriets to rum. Flere elementer har reklamen i sig. En sportsmand er gået til grunde i slogans og logoer og er blevet et reklameskilt uden ansigt, øjnene er skjult under hæfteklammer. En række gamle fotografier fra Danmarks besatte periode. Billederne skildrer vinduesudstillinger fra et tysk turistbureau i København med reklamer for Tyskland, tyske varer og film med titler som Gasmanden slår til igen! Colonel forklarer:

”Når vi ser på disse gamle billeder, definerer vi dem som historie. Og selvom avisudklippene i vinduet også gulner i løbet af et par dage, og vi derfor tvinges til at opfatte dem som historiske, er det en helt anden måde vi opfatter dem på...”

En mandshøj reklameplakat for Jyllandsposten hænger på væggen ved siden af. En asiatisk soldat og hans kone forenes/tager afsked, barnet har en pepsi i hånden. Foran plakaten står en lyserød militærhjelm. Colonel griner fjoget og tager hjelmen på hovedet:

”I sidste ende er det jo showbizz det hele, medierne og udstillingen, derfor har jeg malet hjelmen Hollywood-pink!”

 

OFFENTLIGT PRIVATLIV

Bagved Colonel og den lyserøde hjelm får jeg øje på endnu en reklame. Det er en forside til et turistkatalog for Danmark sat op som plakat. En lyshåret kvinde med et barn, smilende danske sidder de foran Den lille havfrue.

”This is my wife... Jeg arbejder jo som kommerciel fotograf, og så synes jeg ligeså godt, man kan mixe det hele sammen.”

Okay, det forstår jeg, tre ingredienser: det kunstneriske, det kommercielle og privatlivet.

”Mit private liv er en vigtig del af hele showet. På nogle udstillinger sover jeg for eksempel på stedet, men på denne er vejret godt, og så tager jeg på stranden”, siger Colonel og fortsætter:

”Og hvis der sker noget, der gør mig gal, så kan jeg gå i strejke, hvilket vil betyde, at jeg vender alting om, så man ikke kan se, hvad der er på væggen. Du ved, der er noget, men du kan ikke se meningen. Eller jeg kan stoppe showet, fordi jeg bliver paranoid, deprimeret og fuld af angst, sa beder jeg folk om at holde øje med avisreklamerne på busstoppestederne i stedet for at se mit show – måske vil de få mere ud af det. På denne måde udtrykker jeg mig løbende gennem udstillingen, jeg laver en slags åben dagbog, og folk kan tjekke det ud eller ej. Udstillingen forandrer sig således hele tiden, fra dag til dag. Og derfor er det selvfølgelig bedst at komme her hver dag, hvis man vil se hele udstillingen.”

 

BESKÅRET VIRKELIGHED

Colonels tale fortaber sig et øjeblik i baggrunden. En mølædt lugt af pulterkammer hiver mig i næsen. På gulvet står to gamle kufferter. De er lukkede, men må gerne åbnes, hvis man da er den nysgerrige type. Nede i ligger mapper med udklip og anden dokumentation fra tidligere udstillinger og happenings. Ivrigt trækker Colonel et par eksempler frem, det er en del af hans liv, hans samlede værker, der ligger der i bunkerne.

I et af projekterne har Colonels mål været at få flest mulig af sine egne billeder trykt i medierne, og her er blade som ”Kig og Køb” perfekte. Man kan få trykt billeder af hvad som helst; et pissoir, et campingsæt. Eller rubrikken Hurra! I Politiken, for småøre kan man få hele befolkningsgrupper i tale. Mediet bliver et galleri i sig selv. Projektets anden funktion er at dokumentere, hvordan alle medier beskærer deres billedmateriale, som det passer dem. Colonels kone er skåret væk fra originalbilledet af den tilsalg-satte gryde. Men det er vel ret logisk, selvfølgelig skæres billederne til, det ved alle da?

”Nej, ikke alle... og informationer bliver jo også beskåret!” Jeg aner lidt irritation over min banalisering af kunstnerens arbejde.

”Billederne her er blot eksempler og beviser. Alle ved, at folk snyder i skat, men somme tider kontrollerer man det alligevel. Og det er det, jeg gør med medierne i dette projekt.”

Colonel kritiserer medierne og bruger dem samtidig som arbejdsredskaber.

”Kunstneren findes kun i samspillet med medierne. Derfor udstiller alle kunstnere anmeldelserne af deres egen kunst, normalt ved udstillingens indgang. Jeg havde en udstilling, hvor jeg kopierede alle anmeldelser over på transparent papir og satte dem op i et sejl, fordi de jo fungerer som et spejl på, hvad jeg laver. Man læser anmeldelserne og opfatter derfor kunsten gennem medierne. Udstilling af artiklerne er således en del af konceptet, en del af showet.”

 

MED EN NÅL I VINGEN

”Collection, ja, det er en sygdom, du ved, at samle...”. Colonel trækker på skuldrene og lukker kufferterne igen.

”Mit næste skridt er at arkivere alle disse samlinger – og arkivering er ret problematisk. På billedbureauerne har de også problemer med arkiveringen. Hvad gør man, hvis et billede er fra Afrika, men måske handler om frihed eller ensomhed. Og hvis jeg tager et ord som turisme, kan jeg samle billeder af mit famlieliv, min kone, mit job som fotograf, foto fra nazisternes turistkontor, ting jeg har lavet i Bangkok etc.!” At samle handler om at arkivere. Colonel fortsætter:

”Men først og fremmest skal denne udstilling ligesom de andre samlinger gemmes og i et album – det er ligesom at samle frimærker. Alt kommer i arkiv. Alting ender i kufferterne, og senere vil jeg lave en udstilling kun med kufferterne. Åbne eller lukkede, det ved jeg ikke endnu.”

Vi er tilbage på gaden, hvor Colonel tager et billede af os, før han kører afsted på sin sponsorerede cykel. Jeg overvejer at komme igen for endnu et kig på en samling, jeg nu som tilskuer selv er blevet en levende del af.

The neon starts to come on as the sun sets. I took this mainly because you can see this building in the background of a Danish television show, Aftenshowet, which is broadcast on the main channel of the Danish state broadcaster, DR.

 

Also, there's that whole Morgenavisen Jyllands-Posten sign in the background. As you may know, Jyllands-Posten was the newspaper that published all those cartoons of Mohammed a couple of years ago.

Mohammed cartoon from JyllandsPosten

Indenrigsminister Henning Rasmussen (minister 26.10.1979 - 10.9.1982) afslører bronzeflisen fra Morgenavisen Jyllands-Posten, med "Kolding - Årets by" på Akseltorv, lige foran trappen op til rådhuset. Bagved til venstre borgmester Bent Rasmussen.

How's that for a squared circle? This sign is what you use in a cartoon or drawing when you want to put the prophet in the picture. Examples and more fresh prophet stuff on www.mediamatic.net

 

Jyllands-Posten's Muhammad cartoons.

[September 30th, 2005]

 

Go here, here or here.

 

Play this.

Please watch the video before you tell me these are fake. Gracias;)

We realised this is a TRAP. In very systematically way.

From billboard in Denmark with advertisement for the newspaper Jyllandsposten.

Atomic bombs, Danske Bank, Jacque Chirac, me and the friendly killing weapons

"Danske Bank does not invest in companies that contribute to the production of anti-personnel mines or cluster bombs. The Bank may invest in companies that produce conventional weapons and nuclear weapons."

AF Thierry Geoffroy

 

The statement is from Danske Bank and can be found on their webpage.

 

First let me apologize again. Please don't reject me, I did not intend to be part of this, it is a mistake, sometimes people take decisions without I know. I was not responsable for the atomic test in the pacific done under Jacque Chiracs presidency in the 90's. Most people, not only in Denmark but world wide people got outraged about France and the french doing atom tests and I understand it. Most danish supermarkets were boycotting french products and even made adds about it to blame the entire nation. Even so I understood this activist energy and supported it. I found it so scary I even had to tell anyone I was from Belgium and not France.

I even signed Marcel Geoffroy from Belgium some interviews in Jyllandsposten to avoid stoning. The tension was so strong, it was even dangerous to be speaking with a french accent.

  

As an effrot to join the global cause I created an ultrafast t-shirt with a collage of Chirac together with some criminels that escaped from jail that same day. Peter Ravn then director of fashion art brand "Democrats", exhibited it in his window as we were doing art in public space, news papers wrote stories about it, we even got the french police investigating about who I was. It was the world in the 90's.

  

Anti atombomb fashion in the 90's

  

Now time have changed hence the slogan "time for change": nuclear weapons are no longer a moral problem, it seems. Even Danske Bank may invest your economy (and mine) in good, legal, nuclear weapons: New world, evolutions, new standarts. Coolness? It is transparent. It is on their web page, please read and write a comment. Now we know, we can not say we did not know.

Klaus Thejll Jakobsen, 2008

Cardboard, goldpaper, newspaper, plexiglass, neonlights, wood.

each sculpture is about 120 x 250 x 50 cm

 

Window sculptures for exhibitionspace MOMENTAN, Copenhagen Nov. 2008

Mohammed cartoon from JyllandsPosten

1 3 4 5