new icn messageflickr-free-ic3d pan white
"Expect Anything, Fear Nothing" in modkraft.dk by Linda Petersen. 26 april 2011. | by Thierry Geoffroy / Colonel
Back to photostream

"Expect Anything, Fear Nothing" in modkraft.dk by Linda Petersen. 26 april 2011.

full essay : www.modkraft.dk/sektion/modkultur/article/expect-anything...

 

---------------

 

Ny antologi anlægger et mere nuanceret og udvidet perspektiv på den situationistiske bevægelse ved at føje nye historier til om især den oversete skandinaviske sektion.

 

|

Af Linda Petersen - 26. april 2011

 

ANMELDELSE: For nylig udkom Mikkel Bolt Rasmussen & Jakob Jakobsen (red.): Expect Anything, Fear Nothing. The Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere (2011), som redaktørerne angiver at være en fortsættelse af Forvent alt, frygt intet: Seminar om den situationistiske bevægelse i Skandinavien, der blev afholdt i Folkets Hus den 15. – 16. marts 2007. [1]

 

Bogen har ifølge de to redaktører en dobbeltmission, idet der på én gang er tale om historiekritik og (potentiel) samfundskritik.

 

Bolt & Jakobsen konstaterer således indledningsvis, at den situationistiske bevægelse har været genstand for stor opmærksomhed siden slutningen af 1980erne. Dette begyndte med den første store udstilling om bevægelsen, der blev præsenteret i Centre Pompidou i Paris i 1989, [2] og som på sin vis gav situationisterne en plads inden for i det skuespilsamfund, som de ellers havde stået uden for for at kritisere.

 

Dog har fokus alene været rettet mod den ene af de to grundlæggere af Situationistisk Internationale (SI), nemlig Guy Debord (1931-1994), der som den eneste var et gennemgående medlem fra SI’s grundlæggelse i 1957 frem til bevægelsens opløsning i 1972. Følgelig har historien om situationisterne overvejende været begrænset til den fransk-belgiske sektion, som Debord stod i spidsen for, og som for så vidt angår perioden efter SI’s interne brud i 1961 og 1962 har været fremstillet som værende ensidigt analytisk-teoretisk.

 

GIF - 199.9 kb

Guy Debord, street art i Lyon. Foto: bibhop (kilde Flickr.com)

 

Bolt & Jakobsens udgangspunkt er derfor, at denne "rather tidy history of the group’s development which leaves out some of the more interesting inconsistencies and paradoxes that characterises the Situationist movement ... continue[s] to give it importance in any fight against the ruling powers." [3]

 

I kampen om at (tilbage)erobre billedet omhandler teksterne i Expect Anything, Fear Nothing således på den ene side den fransk-belgiske sektions fortsatte kunstnerisk-aktivistiske aktiviteter og på den anden side den tysk-skandinaviske sektion, der i bogen fremstilles som ikke alene at have været kunstnerisk-aktivistisk, men også analytisk-teoretisk. [4]

 

Samtidigt fastslår Bolt & Jakobsen, at det netop er disse modsætningsforhold inden for den situationistiske bevægelse, der har potentiale til at inspirere til samfundskritik i dag:

 

"What we find interesting about the Situationists is the contradictions and this the openness that the totality of the project is offering which has the potential to inspire people who still want to use words and images in the struggle against the prevailing forms of life." [5]

Den situationistiske bevægelse

 

Den situationistiske bevægelse var en kulturrevolutionær bevægelse, der tog sin begyndelse, da Debord og Asger Jorn (1914-1973) i 1957 grundlagde Situationistiske Internationale (SI).

 

De to var allerede begyndt at korrespondere sammen i 1954, mens Debord og Michelle Bernstein (f. 1932) [6] endnu var medlemmer af Lettrist International, der stod bag udgivelsen af Potlatch, og samme år, som Jorn efter opløsningen af COBRA havde grundlagt International Movement for an Imaginist Bauhaus. To år senere, i 1956, mødtes de tre til The Congress for Free Artists i Italien, der var arrangeret af Jorns organisation; et møde, der året efter førte til en "fusion" mellem de organisationer, da Debord og Jorn sammen dannede SI.

 

SI havde til formål at gå til kunstnerisk og politisk kamp mod forbrugersamfundet og dets fremmedgørelse, der havde forvandlet samfundet til et skuespilsamfund, hvori folk var blevet reduceret til at være passive tilskuere. Organisationen udgav tidsskriftet Internationale Situationniste, og skuespilsamfundet skildrede Debord også i den nu berømte pamflet La sociéte du spectacle (1967). [7]

 

Ud over Debord, Jorn og Bernstein var medlemmerne af SI bl.a. Jacqueline de Jong (f. 1939), Gruppe SPUR v/Hans-Peter Zimmer (1936-1992), Heimrad Prem (1934-1978), Helmut Sturm (1932-2008) m.fl., Attila Kotányi (1924-2004), Raoul Vaneigem (f. 1934), Ralph Rumney (1934-2002), Hardy Strid (f. 1921), Ansgar Elde (1933-2000), J.V. Martin (1930-1994), Peter Laugesen (f. 1942), Jørgen Nash (1920-2004) og Katja Lindell.

 

GIF - 298.7 kb

Foto fra SI’s 4. konference, der blev bragt i Situationist International no. 5. I konferencen deltog bl.a. Debord, Jorn, Jong, Nash, Kotanyi, Zimmer og Prem.

 

Jorns bror Nash mødte første gang Debord i Danmark i 1957. De to mødtes igen i 1959, og mødet banede vejen for Nashs optagelse i SI som sekretær for den skandinaviske sektion.

 

Hollandske de Jong, et andet af SI’s medlemmer, havde mødt Jorn i 1959, men blev optaget i bevægelsen på grund af hendes kunstneriske samarbejde med den tyske sektion, Gruppe SPUR, [8] der udgav tidsskriftet SPUR, og som selv var blevet optaget i organisationen samme år. SI havde ekskluderet de hollandske medlemmer, [9] og Debord bad i stedet de Jong om at være den hollandske sektion.

 

På SI’s 4. konference i 1960 rejste Gruppe SPUR et stadig uløst spørgsmål i bevægelsen, nemlig hvilket form revolutionen skulle tage. På vegne den tyske sektion læste Prem en erklæring op, hvori man fastslog, at proletariatet aldrig kunne udgøre den drivende kraft i konfrontationen med den gamle verden, eftersom arbejderne ifølge deres analyse var blevet passive og tilfredse. Det var følgelig Gruppe SPUR’s konklusion, at det var avantgardekunsten, der måtte stå for opgøret.

 

Debord havde dog i skarpe vendinger kritiseret denne position, og flere medlemmer, herunder også Nash, mente, at Gruppe SPUR havde undervurderet de tyske arbejdere. Men i mangel af et fælles program fortsatte SI’s medlemmer ikke desto mindre med at udvikle tekster, kunstværker og eksperimenter, der ikke ligefrem fremstod som et sammenhængende hele, og som i visse tilfælde endog kunne synes at stå i direkte modsætning til hinanden.

 

I 1961 besluttede Jorn sig dog for officielt at forlade SI, eftersom han ikke længere kunne forsvare sammenhængen mellem sin egen kunstneriske praksis og Debords radikale afvisning af kunstinstitutionen. Jorn havde imidlertid ydet økonomisk støtte til SI, og med henblik på at kunne fortsætte hermed overtalte Debord ham til at forblive i organisationen som et hemmeligt medlem under pseudonymet George Keller.

 

GIF - 118.1 kb

Asger Jorn (1963). Foto: Erik Mandelmann (kilde: Wikimedia Commons)

 

Det andet og større interne brud i SI fandt sted i 1962, efter at der i mellemtiden var kommet nye medlemmer til, heriblandt Katja Lindell, Hardy Strid, Ansgar Elde, J.V. Martin og Peter Laugesen.

 

Året forinden var Nash og Lindell flyttet ind i den svenske ødegård Drakabygget. Idéen med stedet var at skabe et frirum fra det tiltagende forbrugersamfund og et hjemsted for den nye avantgardebevægelse med dets kombination af leg og oprør. For at udbrede kendskabet hertil havde Nash sammen med Jorn, som i de første år var involveret i projektet, og som bidrog økonomisk hertil, grundlagt tidsskriftet Drakabygget. Jorn havde oprindelig foreslået at kalde stedet for Nordic Bauhaus, men på dets brevpapir endte Nash med at anføre "Bauhaus Situationniste – Drakabygget Örkelljunga Sverige – Section Scandinave de l’internationale Situationniste".

 

Tidligere havde Nash og Lindell opholdt sig hos Gruppe SPUR i München, og da malerne nu stod anklaget for blasfemi i Tyskland, [10] tilbød de dem eksil i Drakabygget. Blandt stedets øvrige beboere var også de Jong samt Gordon Fazakerley (f. 1937), der dog ikke var optaget i organisationen, eftersom han havde været forhindret i at deltage i SI’s konference i 1961.

 

På den nævnte konference, der var blevet afholdt i Göteborg, havde Nash foreslået at gøre "Divided We Stand" til SI’s slogan, hvilket Debord havde pure afvist. Ikke kun Debord, men også Kotányi og Veneigem kunne ikke længere acceptere modsætningerne inden for bevægelsen, og under et stop på vej tilbage til Paris havde de formuleret et mere klart defineret program for SI, der fik titlen The Hamburg Theses.

 

I forbindelse med et komitémøde i 1962 havde "Hamborg-fraktionen" på forhånd besluttet sig for at ekskludere Gruppe SPUR, [11] og da Nash og de Jong alligevel havde insisteret på at diskutere beslutningen, endte mødet med, at også de blev ekskluderet.

 

Forinden var det dog efter forslag fra de Jong blevet besluttet at udgive en engelsk version af Internationale Situationniste. De Jong fortsatte med projektet, og i kritik af eksklusionerne valgte hun at hellige det første nummer af The Situationist Times, der udkom i 1962, til netop Gruppe SPUR.

 

Nash derimod nægtede at acceptere sin eksklusion fra den situationistiske bevægelse. I 1961 havde han mødt Jens Jørgen Thorsen (1932-2000), [12] der overtog Jorns rolle som medredaktør af Drakabygget, og sammen skrev de Manifesto of the 2nd Situationist International, som blev trykt henholdsvis i Drakabygget 2/3 (1962) og i The Situationist Times no. 2 (1962). Af manifestet fremgik, at det ud over Nash og Thorsen var underskrevet af bl.a. Strid, Elde, Ambrosius Fjord (navnet på Thorsens hest), Fazakerley og de Jong, om end de to sidste blot havde modtaget et brev om, at deres navne var blevet tilføjet. [13]

 

GIF - 165.6 kb

Manifesto of the 2nd Situationist International i Drakabygget 2/3

 

Som reaktion på Drakabygget og The Situationist Times publicerede SI i Internationale Situationniste nr. 8 (1963) en række nye definitioner, "Nashism", "Nashiste", Nashistique" og "Nashisterie", som Martin havde forfattet. Martin havde efter eksklusionerne overtaget Nashs rolle som sekretær for skandinaviske sektion, og sammen med bl.a. Laugesen stod han bag planlægningen af SI’s udstilling Destruktion af RSG-6 i Odense i 1963. Da Laugesen senere på året blev ekskluderet på grund af sin interesse for de amerikanske beatforfattere, var Martin det sidste skandinaviske medlem af SI. Det var tillige Martin, der organiserede SI’s udstilling Operation Playtime i 1967.

 

Også Drakabygget arrangerede flere udstillinger.

 

For at skaffe midler til at drive stedet havde Nash allerede fra begyndelsen af gjort sig selv til kunsthandler, og ikke alene solgte han værker af de bosiddende kunstnere; han solgte tilmed malerier, som efter sigende skulle have været udført af ham selv, men som ikke desto mindre var signeret "Jorn" med henblik på at øge prisen. I tillæg hertil blev der arrangeret egentlige kunstudstillinger med værker af Gruppe SPUR, bl.a. i Jorns Galleri Birch i København.

 

Seven Rebels, der blev præsenteret i Odense i 1962, var dog den første udstilling efter publiceringen af det nye manifest. De syv kunstnere bag udstillingen var Nash, Thorsen, Strid, Elde, Zimmer, de Jong og Fazakerley. Udstillingen blev efterfølgende vist i Göteborg i 1962 og Silkeborg i 1963. Men i forbindelse med sidstnævnte ændrede Nash og Thorsen imidlertid kataloget, således at de Jong og Fazakerley i stedet kom til at fremstå som henholdsvis Roy Adzak og Manfred Laber. Hvor de Jong og Fazakerly følte, at de var blevet kuppet, førte ændringen til, at de to brød med Nash og Thorsen.

 

Det var tillige i 1962, at Drakabygget i Møntergade i København præsenterede udstillingen CO-RITUS, der var en konkret kritik af den vestlige opfattelse af kunstneren som det geniale individ. Udstillingen var således udelukkende udstyret med materiale, hvormed kunstnere udfordrede de normalt passive beskuere til sammen med dem at skabe kollektive værker. Endvidere var der ved siden af galleriet en 300 meter langt grå indhegning, og på opfordring fra nogle af gadens beboere, dekorerede Nash, Thorsen, Strid og Dieter Kunzelmann denne med en række slogans. Da Nash og Thorsen blev arresteret herfor, tilbød de at male indhegningen færdig sammen med nogle af de mere anerkendte kunstnere, heriblandt Jorn. Men ikke blot blev tilbuddet afvist og Nash og Thorsen idømt en bøde; træt af igen at være blevet inddraget i deres provokationer fik det i 1963 nu også Jorn til at bryde med Nash, både i form af et personligt brev og i den offentlige debat, hvori Jorn deltog med et indlæg, der bar overskriftet "I Do Not Paint Fences".

 

GIF - 247.8 kb

Jørgen Nash, Hardy Strid, Jens Jørgen Thorsen og Dieter Kunzelmann foran indhegningen i Møntergade i 1962. Pressefoto

 

I tiden efter fortsatte de Jong i samarbejde med bl.a. Nöel Arnaud [14] og Fazakerley med at redigere The Situationist Times, hvoraf der udkom i alt seks numre frem til 1967.

 

Også Drakabygget v/Nash og Thorsen udførte i de følgende år en række aktiviteter, der skulle provokere borgerskabet, heriblandt afsavningen af hovedet på Den Lille Havfrue i 1965.

 

Og selv blev SI opløst i 1972, da der kun var to medlemmer tilbage, Debord og Gianfranco Sanguinetti.

 

Imidlertid har de Jong afvist, at de aktiviteter, der foregik uden for SI efter bruddet i 1962, kan tilskrives den situationistiske bevægelse. Bl.a. i et interview med den amerikanske historiker Karen Kurczynski i forbindelse med Forvent alt, frygt intet-seminaret i København i 2007, som er gengivet i Expect Anything, Fear Nothing, har hun følgelig udtalt:

 

"I must say one thing about this "first" and "second" Situationist movement. This only exists in the ideas of the Scandinavians. There is no French writing about the Second SI, they are called Nashists. They are not a movement. Nor did SPUR ever consider themselves belonging to this Second Situationist International. I mean, there is not a "first". There is the Situationist movement, there is SPUR, there is Drakabygget, and there is The Situationist Times, but the Internationale situationniste is the only movement." [15]

En videreførelse af situationistiske traditioner

 

Expect Anything, Fear Noting forsøger på flere måder at videreføre traditioner fra den situationistiske bevægelse.

 

Dels synes samarbejdet mellem Bolt & Jakobsen i deres egenskab af henholdsvis historiker/teoretiker og kunstner/aktivist at være en bestræbelse på at vende tilbage til det, der oprindelig var udgangspunktet, da Debord og Jorn i sin tid grundlagde SI på baggrund af deres respektive forankring i teori og praksis.

 

Og dels synes antologien at være direkte inspireret af The Situationist Times. Karakteristisk var nemlig, at tidsskriftet rummede bidrag fra videnskabsfolk, arkitekter, digtere, musikere, surrealister, situationister og andre kunstnere, og i pendant hertil indeholder Expect Anything, Fear Nothing artikler, samtaler og et enkelt digt af henholdsvis kunsthistorikere, kunstnere og forfattere, herunder også af tidligere medlemmer af den situationistiske bevægelse.

 

Endelig har man fortsat idéen om "potlatch", hvad der for bevægelsen dengang en ret unik tradition. Potlatch betyder "at forære væk" eller "gave", [16] og i alle bevægelsens tidsskrifter var således inkluderet en anti-copyright erklæring. Eksempelvis stod der i The Situationist Times anført:

 

"… all reproduction, deformation, derivation and transformation of The Situationist Times is permitted." [17]

 

Også Expect Anything, Fear Nothing rummer følgelig en anti-copyright erklæring:

 

"This book may be freely pirated and quoted. However, please inform the authors and publishers." [18]

 

Endvidere kan antologien frit downloades her:

 

GIF - 167.6 kb

Omslaget til Expect Anything, Fear Nothing. Pressefoto

 

Den kritiske diskurs

 

Expect Anything, Fear Nothing indeholder som nævnt tekster, der enten tegner et billede af den tysk-skandinaviske sektion som værende både kunstnerisk-aktivistisk og analytisk-teoretisk, eller som påviser, at den fransk-belgiske sektion udførte kunstnerisk-aktivistiske aktiviteter efter bruddet i 1962.

 

Jakobsen har med tilladelse fra Nashs enke, Lis Zwick, fået adgang til Nash/Jorn-arkivet, som Nash overgav til Det Kongelige Bibliotek i 1981, og som der ikke er fri offentlig adgang til. Med udgangspunkt heri har han med "The Artistic Revolution: On the Situationists, Gangsters and Falsifiers from Drakabygget" skrevet et længere indlæg om Drakabygget, herunder om kunstnerkollektivet i Sverige, om udstillingerne Seven Rebels og CO-RITUS samt om de to "partners-in-crime", Nash og Thorsen. I tillæg hertil er der gengivet en samtale mellem de Jong og Jakobsen, der fandt sted under seminaret i 2007.

 

Drakabygget er også emnet for Carl Nørresteds indlæg "The Drakabygget Films". Selv er Nørrested én af de få, der har set de fleste af Drakabyggets film, og i sit bidrag skriver han ikke alene om dets egne produktioner, herunder om filmen So ein Ding muss ich auch haben fra 1961 af Albert Mertz, Gruppe SPUR og Nash samt om flere af Thorsens film, men også om de fem filmfestivaler for eksperimentale film, som Drakabygget organiserede i 1964-65.

 

En af de mere teoretiske tekster er Karen Kurczynskis indlæg "Red Herrings: Eccentric Morphologies in the Situationist Times". Med reference til bl.a. Jorns teori om triolektik og Mikhail Bakhtins teori om det dialogiske diskuterer Kurczynski heri de mange roller, som typologien spillede i The Situationist Times. I forlængelse heraf er der også her gengivet en samtale mellem de Jong og Kurczynski fra seminaret i København.

 

En anden af de mere teoretiske tekster er Fabian Tompsetts indlæg "Open Copenhagen". Tompsetts ærinde er gennem en kritik af Alan Sokal og Jean Bricmonts teorier at påvise, at Jorn rent faktisk var en seriøs teoretiker, der var mere tro mod videnskaben, og ifølge Tompsett var Jorns teori om trolektik direkte inspireret af Niels Bohrs idé om "Open World".

 

Anderledes handler Bolts indlæg "To Act in Culture While Being against All Culture: The Situationists and the "Destruction of RSG-6" om SI’s udstilling i Odense i 1963. Britiske aktivister havde kort tid forinden afsløret en hemmelig bunker i byen Reading, "RSG-6", der var reserveret til lokalpolitikere og medlemmer af regeringen i tilfælde af atomkrig, og udstillingen skulle ses som en hyldest til aktivisterne, om end den også rakte også ud over deres fund. Udstillingen bestod af tre dele, henholdsvis et afsnit, der var indrettet som en bunker; et afsnit, hvori publikum havde mulighed for at skyde med rifler mod billeder af politiske ledere, paven og den danske udenrigsminister, samt et afsnit, der var indrettet mere eller mindre som en traditionel udstilling. [19] De danske situationister krævede imidlertid selv at få udstillingen lukket, fordi galleriejeren tillod de besøgende at gå direkte ind i udstillingens tredje del.

 

GIF - 157.2 kb

Installationshot fra SI’s udstilling "Destruktion af RSG-6" i 1963. Pressefoto

 

Expect Anything, Fear Nothing rummer derudover bidrag af Laugesen, Strid og Home samt et fællesbidrag af Bolt & Jakobsen, der omhandler rydningen af Ungdomshuset, tillige med en gengivelse af den afsluttende samtale mellem deltagerne, der fandt sted under seminaret i 2007.

Den kritiske metode

 

Strategien bag Expect Everything, Fear Nothing synes altså at være, at man har villet foretage en indirekte kritik af skuespilsamfundet ved at råde bod på den fatale misforståelse, der er blevet skabt, fordi udviklingen i den situationistiske bevægelse har været fremstillet som én stor fortælling.

 

Antologien består følgelig af en samling fragmenter, som sammen giver et noget mere nuanceret og udvidet perspektiv på den situationistiske bevægelse.

 

Og der er mange interessante tekster heriblandt. Jakobsen og Nørrested bidrager således med et udmærket og i nogen grad sjældent indblik i aktiviteterne i og omkring Drakabygget, som fint suppleres af især samtalen mellem de Jong og Kurczynski. Det er dog især Bolts tekst, der tilbyder et dybere perspektiv, idet teksten ikke kun indeholder en detaljeret beskrivelse af udstillingen Destruktion af RGS-6, men også sætter den ind i en historisk kontekst.

 

Også Kurczynski og Tompsetts indlæg er begge meget interessante. De er dog langt mere akademiske og forudsætter til en vis grad kendskab til andre teorier og begreber.

 

Og de noget uhomogene tekster gør, at man godt kan være lidt i tvivl om, hvem antologien egentlig henvender sig til, ligesom det kan undre, at man har valgt bringe mange danske avisartikler på bogens indstikssider, når bogens tekster i øvrigt er på engelsk.

 

Det kan være af strategiske årsager, at man har undladt at redegøre nærmere for Debords analyser og teorier, men for de, der kunne være interesserede i at læse herom, kan Bolts Avantgardens selvmord, der udkom i 2009, anbefales. Heri er der så omvendt ingen reference til den tysk-skandinaviske sektion, uanset at bogen udkom, efter at seminaret i København var blevet afholdt. Også Avantgardens selvmord kan i øvrigt frit downloades her.

 

GIF - 46.1 kb

Mikkel Bolt: Avantgardens selvmord (2009). Pressefoto

 

Det er samtidigt i Avantgardens selvmord, at man finder baggrunden for den kritiske metode.

 

Bolt fremhæver heri den tyske litteraturhistoriker Peter Bürger, der skrev Theorie der Avantgarde (1974), og som anses for at være den første egentlige avantgardeteoretiker.

 

I Theorie der Avantgarde foretog Bürger en korrektion af Theodor W. Adornos Ästetische Theorie, der blev udgivet posthum i 1970. Adorno havde fremstillet modernismen som noget radikalt nyt og dermed som indikation på en ny epoke, men Bürger insisterede på, at modernismen ikke var ny i radikal forstand. I stedet indskrev han modernismen i en større fortælling, idet han hævdede, at modernismen blot var en fase i den borgerlige kunst, der med autonomien som ideal var begyndt som en kritik af det kapitalistiske samfund, men som med realiseringen af dens æstetiske tilbagetrækning fra verden var endt som en bekræftelse af samme. Ifølge Bürger var det dette paradoks, der havde muliggjort 1910erne og 1920ernes avantgarde, som netop var radikal ny ved ikke at have været en udvikling af, men et brud på traditionen.

 

Hvor Bürgers teori således var funderet på en dialektik mellem modernismen og avantgarden, fastslog han, at sidstnævnte med midler som bl.a. fotomontagen og Marcel Duchamps readymades havde bestræbt sig på at reintegrere kunsten i livsverden i kritik af kunstens autonomi. Men han konstaterede også, at avantgarden havde fejlet, al den stund dens "værker" var blevet anerkendt som kunst. 1910erne og 1920ernes avantgarde betegnede Bürger derfor den historiske avantgarde.

 

I forlængelse heraf fastslog han, at 1960ernes avantgarde, som han gav betegnelsen neo-avantgarde, helt havde opløst dialektikken ved at have gentaget de samme påfund, efter at disse både havde opnået status som kunst og ophævet den historiske udvikling af teknikker og stilarter. Bürger konkluderede derfor, at ingen retning inden for samtidskunsten kunne hævdes at være hverken kritisk eller historisk mere avanceret som kunst end nogen anden. Hans teori gjorde det derfor også praktisk talt umuligt at skelne mellem begreberne "neo-avantgarde" og "postmodernisme".

 

Om end Bürgers teori i 1990erne var genstand for en del kritik, har den igennem de senere år nærmest fået en renæssance.

 

Også Bolt skriver således:

 

"Selvom Bürgers afvisning af neoavantgarden blev formuleret på baggrund af en teleologisk historieforestilling, der var problematisk … så formåede han ikke desto mindre overbevisende at pege på nogle af de forvandlinger, som avantgarden gennemgik i midten af det 20. århundrede." [20]

 

Hvor Bolt følgelig lægger Bürgers teori til grund, fremhæver han i stedet Situationistisk Internationale som et af de få eksempler, der bekræfter reglen:

 

"… hvis man følger Bürgers definition af avantgarden som kombinationen af et angreb på kunstinstitutionen med et utopisk projekt om en revolution af de samfundsmæssige forhold, så fremtræder Situationistisk Internationale som et af efterkrigstidens få eksempler på en avantgarde." [21]

 

Men at anvende Bürgers metode til at påvise en kritik inden for dele af neo-avantgarden er imidlertid ikke helt uproblematisk.

 

I Expect Anything, Fear Nothing er det såkaldte skuespilsamfund – bortset fra i Bolts egen tekst om Destruktion af RSG-6 – nærmest helt fraværende. I stedet fokuseres der heri på de interne brud i SI, hvorudaf der hævdes at være opstået den anden situationistiske bevægelse, der nok var analytisk-teoretisk, men som alligevel var forskellig fra den første ved at være mere kunstnerisk-aktivistisk.

 

Bestræbelserne i Expect Anything, Fear Nothing adskiller derfor ikke væsentligt fra Hal Fosters bestræbelse i The Return of the Real. The Avant-Garde at the End of the Century (1996). I en indirekte kritik af neo-konservatismen forsøgte han heri at udskille dele af neo-avantgarden fra postmodernismen. Foster påpegede godt nok ikke undtagelser, der bekræfter reglen. Foster hævdede nemlig anderledes, at dele af neo-avantgarden ikke havde negeret den historiske avantgarde, men i stedet havde ført kritikken af kunstinstitutionen ud i livet på et mere bevidst plan. I øvrigt skelnede Foster også mellem to faser af (neo-)avantgarden.

 

Trods forskellene synes resultatet ikke desto mindre at være det samme. I begge tilfælde har man således erstattet Bürgers dialektik mellem to diskurser, modernismen og den historiske avantgarde, med en dialektik inden for den samme diskurs, nemlig avantgarden, uanset om der er tale om en dialektik mellem den første og den anden situationistiske bevægelse eller om en dialektik mellem den historiske avantgarde og neo-avantgarden.

 

Men dermed synes man også at have erstattet en marxistisk dialektik med en hegeliansk dialektik, dvs. den samme dialektik, der lå til grund for den store fortælling. Konsekvensen er derfor, at man blot har udskiftet én stor fortælling med en anden.

 

Der forekommer derfor at være behov for en ny og mere tidssvarende avantgardeteori, og i Theorie der Avantgarde anførte Bürger da også selv:

 

"Aesthetic theories may strenuously strive for metahistorical knowledge, but that the bear the clear stamp of the period of their origin can usually be seen afterwards, and with relative ease." [22]

 

I Expect Anything, Fear Nothing er de Jong endvidere blevet citeret for at have sagt:

 

"Misunderstandings and contradictions are ... the basis of all art and creation." [23]

 

Det samme princip må naturligvis også gælde for teorien.

Samfundskritik

 

Bolt & Jakobsen har som sagt påpeget, at den situationistiske bevægelse har potentiale til at inspirere til samfundskritik i dag.

 

Men da der ikke i Expect Everything, Fear Nothing er angivet nogen eksempler på, hvordan man direkte eller indirekte har ladet sig inspirere heraf, vil jeg i stedet vove at komme nogle eksempler:

 

Oplagt er selvfølgelig at nævne Bolt & Jakobsens eget projekt Billed Politik fra 2010, der bestod af flere dele, og som havde et spænd, der gjorde det både kunstnerisk-aktivistisk og analytisk-teoretisk. Projektet rummede således en udstilling i Overgaden og et 2. akt i forbindelse med en forestilling på Det Kgl. Teater, der vel var baseret på idéen om "To Act in Culture While Being Against All Culture". Endvidere havde man arrangeret et filmprogram i Cinemateket, der anderledes synes at have været inspireret af Drakabyggets filmfestivaler. Om endelig blev der afholdt et seminar i Folkets Hus, der også dengang mundede ud i en antologi, nemlig Mikkel Bolt, Jakob Jakobsen & Morten Visby (red.): Billed Politik – at se er at dræbe (2010). [24]

 

GIF - 50.5 kb

Installationsshot fra Jakob Jakobsens udstillingen "Billed Politik - brudstykker af samtidshistorien betragtet som tragedie" i Overgaden. Pressefoto

 

Et andet eksempel kunne være den amerikanske kunstner-aktivistgruppe The Yes Men, der anvender en form for détournement; en teknik, der blev udviklet af SI, og som går ud på at vende det kapitalistiske systems egne udtryk mod systemet selv. Typisk benytter The Yes Men således falske hjemmesider, falske pressemeddelelser og falske identiteter, der skal skabe situationer, der gør det muligt for dem at afsløre, hvordan multinationale selskaber og lobbyister fremstiller falske billeder af dem selv. The Yes Men kalder deres praksis for "Identity Corrections". [25]

 

GIF - 83.3 kb

The Yes Men. Pressefoto fra filmen "The Yes Men Fix the World" (2009)

 

Endnu et eksempel kunne være den danske kunstnergruppe Wooloo.org, der arbejder med sociale eksperimenter. Bl.a. stod Wooloo.org bag projektet New Life Copenhagen i forbindelse med COP15 i København. Eftersom mange ikke kunne finde eller ikke havde råd til at betale for et sted at overnatte, overtalte de mange københavnere til at åbne deres hjem og give besøgende husly. Wooloo.org matchede vært og gæster og hjalp udenlandske delegerede og aktivister til mere end 3.000 gratis overnatninger. Med slogans som "dANMARK ER GÆSTFRIT" og "Participate or Die" synes projektet tillige at have været en kritik af den danske asylpolitik, som kunstnergruppen tidligere har bekæftiget sig med. New Life Copenhagen er siden overgået til at være et projekt, der finder husly til besøgende kunstnere, og Wooloo.org har dermed skabt deres egen fortolkning af en forening af kunst og livsverden.

 

GIF - 38.6 kb

Visuel grafik af Wooloo.org i forbindelse med projektet "New Life Copenhagen" i 2008.

 

Også i forbindelse med kunstnerfestivalen Tumult i 2010 udfordrede Wooloo.org beboerne i landsbyen Horbelev. I syv dage fik de beboerne til at afstå fra at se TV for i stedet sammen dem at bygge en 52 meter lang kollektiv skulptur af gamle materialer, der blev fundet i landsbyens lader og garager. Projektet minder følgelig om Drakabyggets udstilling CO-RITUS.

 

GIF - 193.9 kb

Wooloo.org’s projekt New Life Horbelev (2010). Pressefoto

 

Og endelig kunne et eksempel være den dansk/franske kunstner Thierry Geoffroy/COLONEL, der er ophavsmand til flere nye udstillings- og kunstformater. Bl.a. med sine "Emergency Rooms", der har været organiseret i København, Venedig, Hanoi og New York, og som på én gang er en kritik af maleriet med dets langsomme udførelsesproces og af selve kunstinstitutionen, undersøger COLONEL, hvorvidt kunstneren har mulighed for at spille en aktiv rolle i samfundet. Formålet med udstillingsformatet er således at træne kunstnere i at bruge deres visuelle ekspertise til hurtigt at reagere på de falske billeder, der er i omløb i medierne. Dette foregår i praksis ved, at et kunstnerkollektiv i en udstillingsperiode dagligt skaber værker, hvormed de inden for i kunstinstitutionen umiddelbart kommenterer på de aktuelle begivenheder, der foregår i verden udenfor.

 

GIF - 62 kb

Installationshot fra COLONELs "Emergency Room" i MOMA i New York. Pressefoto

 

Også COLONELs øvrige formater er udviklet med henblik på at opøve en kritisk sans, som han selv betegner "the awareness muscle". COLONEL har følgelig skabt sin helt egen fortolkning af détournement, idet han bl.a. inddrager løb, fitnesscentre og sågar kinddans i en kritisk praksis, hvormed han opfordrer såvel kunstnere som almindelige mennesker til at deltage fysisk.

 

COLONEL anvender endvidere TV-, video- og sociale medier, og senest har han i samarbejde med bl.a. Copyflex begivet sig ind på musikmediet.

"DEMOCRACY" from the album DICTIONARY by COLONEL MUSIC

 

[1] Også seminaret var arrangeret af Bolt & Rasmussen i samarbejde med bl.a. Det Fri Universitet i København og Nordisk Netværk for Avantgarde-studier. Se programmet her.

 

[2] Titlen på udstillingen i Centre Pompidou var Sur le passage de quelques personnes à travers une assez courte unité de temps. A propos de l’Internationale Situationniste 1957-1972, og da udstillingen efterfølgende blev vist i London og i Boston, fik den den engelske titel On the passage of a few people through a brief moment in time. The Situationist International (1957-1972).

 

[3] Bolt & Jakobsen: "Introduction"; i: Expect Everything, Fear Nothing. The Situationist Movement in Scandinavia and Elsewhere (2011), s. 8.

 

[4] En af bogens bidragsydere, Stewart Home, foretager dog en lidt anden geografisk opdeling af bevægelsen. Home skriver således: "… the idea of Eurocentrism needs a further refinement if we are to understand why the activities of the Anglo-French Situationists are far better known in Britain, France and North America that those of the Scandinavian Situationist. … Britain, France and Germany … tend to view themselves as constituting the hub or core of this imperialist construct. Thus not simply language barriers but prejudice too has inhibited widespread discussion of the Situationist Bauhaus. Another factor is that since the dissemination of histories has traditionally been in written form, those constructing them tend to be biased towards textual sources and against visual ones – and it might be argued that although the French Situationists produced the most polished texts of this bifurcated movement, their visual work was weaker that that of the Scandinavian situationists."; Stewart Home: "The Self-mythologisation of the Situationist International", ibid. s. 214.

 

[5] Bolt & Jakobsen: "Introduction"; ibid, s. 9.

 

[6] Michelle Bernstein var da gift med Debord. Senere giftede hun sig med Ralph Rumney, der havde tilhørt den britiske fraktion, og som i én af teksterne i Expect Everything, Fear Nothing er citeret for i 1989 at have sagt: "Michéle had, and has, an extraordinary powerful and perceptive mind which is shown by the fact that she is among the most important literary critics in France today. A lot of the theory, particularly the political theory, I thing originated with Michéle rather than Debord, he just took it over and put his name on it"; Rumney citeret fra Stewart Home, ibid., s. 213.

 

[7] En engelsk oversættelse af Guy Debords La sociéte du spectacle (1967) kan downloades her. I 1973 lavede Debord ydermere en filmversion heraf i 9 dele. Links hertil kan findes i artiklen "Kampen om billedet", Modkraft.dk den 9. april 2010.

 

[8] Som repræsentant for SI havde Jorn i 1958 underskrevet Gruppe SPURs manifest, hvori man havde erklæret at have et tilhørsforhold til den europæiske avantgarde (futurisme, dadaisme og surrealisme).

 

[9] Ifølge de Jong skyldtes eksklusionen af de hollandske medlemmer deres arbejde med at designe en kirke.

 

[10] Anklagen var blevet rejst i forbindelse med 6. nummer af tidsskriftet SPUR.

 

[11] Undskyldningen for at ekskludere Gruppe SPUR var, at de ikke som aftalt havde bidraget til tidsskriftet Internationale Situationniste.

 

[12] Nash og Thorsen mødte hinanden på Wilhems Freddies udstilling i Galleri Køpcke, hvor Freddie præsenterede kopier af de værker, som politiet havde konfiskeret 24 år tidligere. Thorsen var da journalist på avisen Aktuelt.

 

[13] De Jong havde derfor også sat manifestet i The Situationist Times med den mindst mulige font, således at ingen kunne læse det. Gruppe SPUR havde øvrigt ikke underskrevet manifestet og valgte i 1962 helt at distancere sig herfra.

 

[14] Nöel Arnaud havde tidligere stået bag udgivelsen af tidsskriftet Surréalisme Révolutionnaire.

 

[15] De Jong i "A Maximum of Openness. Jacqueline de Jong in conversation with Karen Kurczynski", ibid., s. 189f.

 

[16] "Potlatch" er oprindelig navnet på en indiansk ceremoni, og ordet kommer fra det indianske sprog chinook.

 

[17] De Jong citeret fra ibid., s. 195.

 

[18] Citeret fra kolofonen i Expect Anything, Fear Nothing.

 

[19] Debord skrev en katalogtekst til udstillingen, der kan læses her.

 

[20] Mikkel Bolt: Avantgardens selvmord (2009), s. 12.

 

[21] Ibid., s. 16.

 

[22] Peter Bürger: Theory of the Avant-Garde (1984, opr. ty. 1974), s. 15.

 

[23] De Jong citeret fra Karen Kurczynski: "Red Herrings: Eccentric Morphologies in the Situationist Times", ibid., s. 173.

 

[24] Se også om Billed Politik i "Kampen om billedet", Modkraft.dk den 9. april 2010.

 

[25] Se også om The Yes Men i "The Yes Men Fix the World", Modkraft.dk. den 12. marts 2010.

11,923 views
0 faves
1 comment
Uploaded on April 27, 2011