new icn messageflickr-free-ic3d pan white
"A Moving Party " /Tusind øjne, 7/1989  by Morten Friis 1989 /about  the Manifeste Moving Exhibition | by Thierry Geoffroy / Colonel
Back to photostream

"A Moving Party " /Tusind øjne, 7/1989 by Morten Friis 1989 /about the Manifeste Moving Exhibition

www.colonel.dk

 

---------

EN FLYTBAR FEST

 

Udstillingsverdenen har længe redet på sit mareridt, det skal være slut nu siger Morten Friis, der har set THE MOVING EXHIBITION på Café Krasnapolsky i juni

 

Det var den varmeste sommer i mands minde.

Barerne sydede af vinterens indestængte sanselighed, nu sprang den, blomstrede på de nyuddannede studiners florlette kjoler – tidligere når den spirede i småpigernes troskyldige øjne havde alt stadig åndet fred, men nu...

Krasnapolsky hed stedet, hin sommer i 89, hvor århundredets sidste krampetrækninger trak sammen om dem der stadig håbede at Hate & War var 80'ernes sang, de tog fejl, grusomt fejl, utroligt meget og øresønderrivende – ja faktisk til himlen råbende – fejl. Fejl. Fejl: deres sprog. Altid fejl. Eller mangler. Punken var et skrig, og euforien flød stadig i deres arrede gader, næserne snøftede dog nu i forsigtigere grad pulverne. Der var gejsten og den var væk, og nu var der ingen gejst tilbage – et nyt imperium skudt i sænk og op af ruinerne, hvad skulle der gro?

 

”A MOVING EXHIBITION” stod der på murene i bar barnetro, og ingen læste vel egentlig dette noget. At læse var for længst hængt af disciplinære årsager, terminologien var blevet guitaren eller bare den træt nedpryglede karat sort guld i støvet fra de smuldrende næseben. ”A MOVING EXHIBITION” stod der.

Allerøverst stod dog ”Manifest”, dette ord fra revolutionerne og de afkappede hoveders tid, og så et billede. Af en lille dreng og hans værktøj, en blyant, i sandhed en antik vision. Og det skrighvide papir overblændede endnu flere indtryk, jeg er stolt over her at kunne præsentere denne fest på dette ark. Papir. - Noah og dine dyr, så længe hjemløse, måske dette er jeres redning:

 

EN FLYTBAR FEST. Det skabende menneskes absolutte drøm. Fri for, befriet fra, revet ud af konformitetens klamme vacuum eller rettere grå, fugtige, rådne og tand- og håbløse favntag.

Alle menneskers, menneskets ret til det frie udtryk – en illusion skreg skeptikeren, men nej.

Bag hver krog gemmer sig revolutionen, farvernes og mangfoldighedens.

Og kun hårdt presset i defensiven lever systemerne – på lånt tid græder Peking, hilser Polen, smisker Moskva.

Kun til tænderne væbnet rasler Europas forenede unionsfascister, men sprudler ikke kraften?

En flytbar fest stod der.

Thierry Geoffroy kommer fra Nancy og har i sin barn- og voksendom beskæftiget sig med fotografi. Han udstiller i disse dage i Arles, Sydfrankrig. Senere på scooter i Rom. Og endnu senere i kulturtidsskriftet MIGMAG der stædigt er på vej.

En flytbar fest stod der.

Og den her omtalte udstilling fandt sted på Café Krasnapolsky i juni i år.

Udstillingen er bygget op omkring en kunstformidlingsidé, der er kendt fra 60'ernes og 70'ernes koncept- og participation-kunst. En kommunikationsform der i Danmark udvikledes af folk som Bjørn Nørgård, Lene Adler Pedersen og Erik Hagens. I korte træk: Tag en kunstnerisk nerve, forbind den med en ustandselig trang til at kommunikere et budskab, og du har ”THE MOVING EXHIBITION”.

Thierry Geoffroy – pseudonym: COLONEL – systematiserer udstillingsformen og opnår derved en vekselvirkning mellem sine og sine venners og omgivelsers værker. Fondation Moving Exhibition samler værkerne til udstilling, og åbningsdagen udvikler nye udstillingsformer.

Expo Volante: Flyvende udstilling. For eksempel. Kunstværket bliver her sammenfoldet til en flyver og udkastet over folket. Masserne få kunsten, de rige køber den. Colonel alias Robin Hood, i dette tilfæde med udtrykket, snarere end pengene som byttemiddel.

 

TILBAGE TIL TYPERNE. For der er typer. Af udstillinger. Flytbare, vel at mærke. I det traditionelle udstillingslig, undskyld – liv, er der kun én slags udstilling.

Nemlig DEN ELITÆRE TYPE.

Vi véd så vel som Willumsen at arbejderens, den grå mands udelukkelse fra livets lysside er en uafvendelig skæbne, vi véd, at det slavende menneske ej tid har til pjank. Og derfor inviterer vi til fernisering og sviner os til i hvidvin og selvgælde og lidet skjult foragt for alt andet end: Er der penge i lortet?

Men ”Moving Exhibition” er ikke elitær. Snarere HUMANITÆR. Håber jeg, undertegnede. Og taler for en helt anden slags udstilling. Eller snarere udslettelse. Lad os kalde den DEN UNIVERSELLE TYPE. Denne udstillingsform lader bomberne falde over den forarmede vestlige civilisations allerstærkeste støttepiller, og alt andet vil overflydes, undersvømmes, af kærlige bløde hænder, så måske hellere udtrykket: DEN KÆRLIGE TYPE.

Men for at slutte denne udstillingsforms-præsentation vil jeg fortælle historien om Prinsen af Lyksborg og derefter præsentere konklusionen. For sådan én er der, når kunsten bliver folkets og folket kunstens.

 

PRINSEN AF LYKSBORG er en mand af folket. Han har skabt sin fotopsykologi. Tiltaget sig retten til at være stjerne, konge, prins. Efter Thierry Geoffroys mening er dette et ubevidst kunstnerisk udtryk. PRINSEN UDSTILLER SIG SELV BLANDT KONGER, KONGERNE ER OS, EXHIBITIONISTERNE, DE DER VIL UDSTILLE (SIG) FÅR LOV!, kan man vel kalde konklusionen på dette korstog mod en solrigere verden for den almindelige, ualmindelig, mand. Og under mottoet AND I AM NOT THE ONLY ONE vi jeg lade prinsen – hvis værker Colonel har fundet på sit ugentlige loppemarkedsbesøg – bevise AT DEN KUNSTNER DER IKKE FÅR LOV OFTE ER DEN BEDSTE.

 

Morten Friis

3,428 views
0 faves
0 comments
Taken on March 9, 2011